30.01.2019, 23:36 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Ryde: Et stykke vej fra snak til handling

HIH kom langsomt ud af starthullerne i ligaopgøret mod Ajax.

 

Herning-Ikast Håndbold tog onsdag aften en pligtsejr på 29-18 hjemme over Ajax København. Fra opgørets begyndelse var der dog ikke tegning til, at det skulle ende så overbevisende på måltavlen. Gæsterne lagde friskt og uimponeret fra land og var foran 3-6.

 

- Ajax kom med alt, de har, fortæller Jessica Ryde. - De gik all in, og selv om vi har talt meget om at være 100 % klar fra begyndelsen, så var vi måske alligevel ikke helt godt nok forberedt på deres start. Der er et stykke vej fra at snakke om at komme med det rette udtryk og den rette indstilling til rent faktisk at gøre det, siger den svenske keeper.

 

Hende og holdet kom dog stærkt igen, og Ryde glæder sig over, at sejren i sidste ende blev så overbevisende, som den gjorde.

 

- Det var dejligt, at det endte med en 11-målssejr. Længe lå vi og førte med de her 6-7-8 mål, så det var godt at kunne gå fra kampen og føle, at vi vandt stort nok, og at vores præstation har været god. Det tog lidt tid, men vi løftede os forsvarsmæssigt efter en skidt start, og jeg begyndte at få nogle redninger, efter at jeg også selv havde lagt mindre godt fra land. Det gør, at vi får nogle nemme bolde, vi kan løbe kontra på. Andenfasen gav os en del mål, konstaterer målvogteren.

 

Selv nappede hun andet end bare bolde. Også titlen som kampens bedste HIH’er endte hos Jessica Ryde.

 

- Det var dejligt, smiler svenskeren. - Særligt fordi, jeg synes, jeg startede dårligt, men jeg spillede mig op. Kredit til forsvaret, som gav mig gode forudsætninger.

 

Hård EHF Cup-kamp i vente

Søndag venter en helt anden størrelse, når ungarske Siófok kommer på besøg i Ikast. Til trods for at midtjyderne - lige som ungarerne - allerede er videre til EHF Cup-kvartfinalerne, går holdet benhårdt efter to point.

 

- Selv om vi ikke kan sammenligne Ajax og Siófok, var det vigtigt, at vi vandt i dag. Det giver selvtillid, og det skal vi have, for de er gode. Det bliver en hård kamp, men vi er - modsat i dag - 100 % klar fra start og går efter at vinde den kamp, fastslår Jessica Ryde.

 

Opgøret spilles søndag kl. 14 i IBF Arena.