13.02.2019, 22:37 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Rutinen sejrede til sidst

Oprykkerne gav Herning-Ikast en svær aften i Nordjylland, men til slut slog midtjyderne hul og sejrede over EH Aalborg.

Sabine Englert stod på 54 % i onsdagens opgør.

 

 

17-22 lød slutcifrene på, da 60 minutter i Nørresundby Idrætscenter mellem EH Aalborg og Herning-Ikast Håndbold var overstået.

 

Det var dog først i opgørets sidste få minutter, at gæsterne - der var uden Sarah Iversen - gik fra 16-16 til 16-20 og derfra kunne køre sejren hjem. Den hårdt tilkæmpede sejr skyldtes ikke mindst et hjemmehold, der bed fra sig igennem hele opgøret.

 

- Lidt for tæt, ikke? siger Kristian Kristensen retorisk, da han skal forholde sig til opgøret.

 

- Aalborg spillede faktisk en god kamp og gjorde det svært for os, så de skal også have ros for, at vi ikke rammer niveau. Fortjenesten er også deres. Uanset hvilke hold, man møder, så skal man selv arbejde hårdt, og de tvang os til at bruge rigtig mange kræfter. Men når man vinder på en dårlig dag, så vidner det også om karakter i holdet, fortæller cheftræneren videre.

 

Selv om Herning-Ikast Håndbold altså ikke havde den bedste dag på kontoret, hev holdet de to point med fra Limfjorden, som de kom efter. Og ikke alt var skidt.

 

- Vi lukker kun 17 mål ind mod en ligamodstander, oprykker eller ej. Englert havde en rigtig god dag i målet og rammer over 50 %, og Mathilde (Bjerregaard, red.) dækkede rigtig godt op. Da det skulle afgøres til sidst havde vi alligevel den rutine og den kynisme, der skulle til, og alle de ting kan vi tage med hjem, slutter Kristian Kristensen.

 

Næste opgave for Herning-Ikast Håndbold er mod Skanderborg Håndbold, der gæster IBF Arena på lørdag med kampstart kl. 16:00. Der er GRATIS adgang for alle interesserede.

 

HENT DIN GRATIS BILLET HER