02.01.2020, 14:15 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Pokaltriumf skal omsættes til selvtillid mod Ajax

Sejrsrusen i pokalfinalen skal bære kampgejsten og vinderviljen i fredagens udekamp i København.

 

De sidste slatter af champagnen i bunden af pokaltrofæet er endnu ikke fordampet, og røgen fra nytårsraketterne har knap lagt sig, før det igen er hverdag for Herning-Ikast Håndbold.

Allerede fredag aften står klubben over for sin første kamp i 2020, men selv om fokus dermed nu skal flyttes tilbage til ligaen, sidder triumfen mellem jul og nytår stadig i kroppen.

- Det har været megafedt og en fantastisk følelse, fortæller Mathias Madsen. - Lykønskningerne er væltet ind fra alle mulige mennesker, der har set det arbejde, man har gjort, og det er en dejlig anerkendelse. Vi skal være stolte af vores præstation, og pigerne skal være rigtig, rigtig stolte over den første halvleg, de leverede. Jeg har set den igennem nogle gange nu, og det var en rigtig, rigtig flot første halvleg. Også fansene og alle omkring klubben kan være stolte, for vi er alle sammen en del af det her. Opbakningen fra den lilla mur af fans i Gråkjær Arena var suveræn, lyder det fra cheftræneren.

Balance mellem lykkerus og fokus
Han glæder sig over, at kampene atter ruller oven på en længere slutrundepause.

- Vi har ventet på at spille kampe igen, efter vi har haft et langt break på over en måned i forbindelse med VM, og i og med at vi har fået et par gode kampe til Final4, kan vi allerede sige, at “nu er vi der”, og vi skal ikke bruge kampe på at spille os i gang. Så har vi godt nok to kampe på tre dage, men vi har en bred trup, og jeg råder over syv bagspillere, så det kan vi godt håndtere, siger Mathias Madsen og fortsætter.

- Nu handler det om, at vi skal have hovederne med. Pigerne er i en lykkerus lige nu, og den skal de have lov at dyrke, for det giver selvtillid, men vi skal samtidig tilbage til det fokus, der gjorde, at vi kunne lave den halvleg mod Odense. Da ramte vi det helt rette spændingsniveau, men det bliver nogle meget andre omgivelser ovre i Bavnehøj Arena, hvor man skal bruge ekstra kræfter for at sætte sig op til kampen. Vi har et mål om, at vi skal have samlet point nok sammen til, at vi kan ende i top fire, og derfor er det et must at hente to point mod Ajax.

Fart, fart, fart
Sejren skal hentes hjem til det midtjyske via én særlig faktor i særdeleshed.

- Vi skal sætte masser af fart i kampen. Fart, fart, fart. Ét af de punkter, vi var rigtig dygtige til på hjemmebane, det var simpelt hen bare at løbe dem ned. Det var også med fart, at vi lagde et gedigent pres på Odense og maltrakterede dem fuldstændig inden pausen i pokalfinalen. Defensiven skal være vores base, og så skal det hurtige kontraspil på. Jo mere fart der kommer i kampen, jo større er vores chance for at vinde, slutter Mathias Madsen.

Første fløjt i Bavnehøj Arena lyder kl. 19:30 denne fredag.