29.08.2018, 12:30 | Af: Jakob Engelst Nørgaard | Foto: Getty Images

Ny identitet skal bankes på plads

Kristian Kristensen vil vise håndbolddanmark, at det nye Herning-Ikast Håndbold er klar til ligasæsonen

Endelig er dagen kommet. Den længe ventede ligastart og endda på hjemmebane mod Aarhus United. En kamp som spilleren og cheftræner Kristian Kristensen har set frem til:

- Det er vigtigt for os, at vi kommer godt i gang i denne sæson, siger han.

Det er første ligakamp under navnet Herning-Ikast Håndbold, og det har noget at sige ifølge Kristian Kristensen.

- Vi skal ud at vise flaget med det nye logo i håndbolddanmark, og det kan vi jo passende gøre med en hjemmesejr over Aarhus United, siger Kristian Kristensen.

Der venter en hård opstart for enhjørningerne med først Aarhus United hjemme og dernæst Team Esjberg ude og Odense Håndbold hjemme. 

- Med det program er det vigtigt for mig, at vi får noget selvtillid i banken i aftenens kamp mod Aarhus United. Jeg vil se godt spil, men udtrykket er mindst lige så vigtigt for mig, og det arbejder vi meget og godt med, siger cheftræneren.

Pil opad til træning
I den seneste uge har svensk IK Sävehof været på træningslejr i området, og i den forbindelse spilleder Herning-Ikast Håndbold en træningskamp mod svenskerne.

- Vi fik set det, vi skulle. Der var en god udvikling fra Ajax-kampen (Santander Cup, red.), og generelt har vi set en opadpegende pil til træning, siger Kristian Kristensen om den seneste uge siden sæsonens første kamp, hvor det blev til en 20-17-sejr over Ajax København.

I forhold til kampen mod Ajax København har cheftræneren flere profiler tilbage i truppen. Blandt andet råder Kristian Kristensen igen over Louise Burgaard og Trine Troelsen.

- Jeg er glad for, at vi nærmer os et intakt hold, og det ser jeg frem til både i kamp og til træning.

Tage deres profiler ud
Aarhus United har i sidste sæson bevist, at de kan hænge på i ligaen, og de har flere rutinerede profiler samt dygtige unge spillere. En af profilerne er tidligere FCM-spiller Simone Petersen samt deres målmand Ditte Vind og Julie Pontoppidan. Derudover er der kommet to Hellerup-piger til i Celine Lundby og Helena Elver.

- Det er en god blanding af efterhånden rutinerede ligaspillere og unge talenter. De har nogle profiler på holdet og nogle af dem skal vi forsøge at tage ud af kampen, siger Kristian Kristensen.

Kampen spilles onsdag d. 29. august på hjemmebane med kampstart klokken 19.00, og du kan købe billetter til kampen her.