18.07.2019, 16:46 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Norsk power-duo er kommet til Heden

Blandt de nye i enhjørningeflokken er to nordmænd, der begge nævner ‘vinderinstinkt’ som én af deres største forcer. Mød Vilde Johansen og Jeanett Kristiansen.

Jeanett Kristiansen (t.v.) og Vilde Ingeborg Johansen er nye HIH-spillere.

 

 

Minerne er seriøse, og ørerne er foldet ekstragodt ud på denne første arbejdsdag i Herning-Ikast Håndbold - og det er ikke kun fordi, det danske sprog stadig lyder lidt knudret.

 

To nye, fuldt fokuserede nordmænd sidder med ved bordet, mens Mathias Madsen byder velkommen til sæsonen 2019/2020 og sætter nye som gamle ind i klubkulturen og diverse praktiske oplysninger. Han har ligeledes første arbejdsdag efter forfremmelsen til cheftræner.

 

Stemningen er god men også lidt speciel denne formiddag. En joke fra Madsen efterfulgt af et par kvikke bemærkninger fra krogene planter smil på enhjørningernes ansigter, før påmindelsen om den forestående opstartsperiode med masser af fysisk træning tager toppen af begejstringen for de fleste.

 

>> SE MATHIAS MADSEN FORTÆLLE OM OPSTARTEN <<

 

Mindst én i flokken er dog klar til at give den fuld kraft. Hun er fast besluttet på at vise sig bedst muligt frem over for sit nye hold.

 

- Jeg er så klar. Jeg er spændt og glæder mig meget til at komme i gang. Holdet ser spændende ud, og de har taget rigtig godt imod os. Jeg tror, det bliver rigtig godt, og jeg ser frem til at komme på plads i Ikast, fortæller Vilde Ingeborg Johansen, der netop har sagt farvel til den norske ligatreer, Tertnes HE, for at slutte sig til de danske sølvvindere.

 

Landsmanden og nu holdkammeraten, Jeanett Kristiansen, stemmer i, selv om hun skal passe en kende på fysikken i begyndelsen.

 

- Det er hyggeligt at møde alle pigerne, og det bliver godt at komme i gang. Jeg er desværre lidt småskadet her i opstarten, men forhåbentlig er jeg snart helt fit for fight, siger venstrebacken, der garanterer, at formen er “tip-top”, selv om den drillende læg har kostet lidt på antallet af løbeture.

 

Jeanett er lillesøster til den tidligere håndboldstjerne i det midtjyske, Veronica Kristiansen, der nu gør sig i ungarske Győri Audi ETO KC. Selv om de ikke deler position, har de norske søstre flere fællestræk inde på håndboldbanen.

 

- På banen kan jeg bidrage med masser af fart, og så har jeg et stort vinderinstinkt. Jeg er også en rigtig holdspiller, fortæller bagspilleren, der er kommet til Herning-Ikast Håndbold fra Vipers Kristiansand, de regerende mestre i hjemlandet.

 

Vilde Johansen skal tage kampene på stregen, og derinde går det ikke, at man ikke kan tage nogle tæsk og leve med et par knubs i ny og næ. Men også hun er en fighter.

 

- Vinderinstinktet er ét af mine største karakteristika, og det kommer - sammen med holdindsatsen - før alt andet. Jeg håber, at jeg kan bidrage rigtig godt til holdet. Nu har vi en del fysisk træning i den kommende tid, men i næste uge tager vi for alvor fat på håndbolden, og det bliver spændende at se, hvor vi alle står, lyder det fra Vilde Johansen.

 

Også Julie Jensen og Henriette Hansen er nye ansigter i HIH, mens Naja Nissen Kristensen er vendt retur fra lejemålet i Ringkøbing. Dem kan du møde i løbet af sommeren.