15.09.2019, 18:20 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Nat og dag i storsejr

HIH vendte en mindre god første halvleg til storsejr mod Skanderborg Håndbold.

 

Tilskuerne i IBF Arena fik to vidt forskellige oplevelser før og efter pausen af søndagens ligaopgør mellem Herning-Ikast Håndbold og Skanderborg Håndbold. Heldigvis for midtjyderne og de lilla tilhængere var den store af oplevelserne i anden halvleg.

Hjemmeholdet åbnede godt på tavlen og kom hurtigt på 3-0 trods to frie afbrændere fra Naja Nissen, der startede på venstre fløj. Men spillemæssigt manglede der et gear eller to igennem hele første halvleg, og scoringerne kom på soloaktioner - blandt andet et par brag fra Jeanett Kristiansen - frem for gennemspillede angreb.

Målfattigt blev det, både takket være det manglende flow med bolden og grundet Monika Kongsgaard, der stod med 58 % i Skanderborg-målet efter et kvarters spil. Østjyderne kom på omgangshøjde ved Sarah Stougaards straffescoring til 5-4, og selv om unge Cecilie Brandt sørgede for at give lidt ny luft med sit første ligamål, så fungerede det stadig ikke for værterne, der gradvist mistede overtaget.

Med 30 sekunder til pause kom gæsterne sågar pludselig foran, mens HIH afsonede den tredje to-minutters udvisning. På en fighter-scoring af Sarah Iversen tre sekunder før midtvejsfløjtet kom der dog balance til 10-10, men Mathias Madsen og Anders Friis havde en hel del at vende med pigerne i omklædningsrummet.

Pausesnakken syntes at have virkning, for enhjørningerne kom ud med et helt andet tempo og en helt anden sammenhæng i spillet. 13-10 stod der fire minutter inde i anden halvleg, hvor to af de tre mål var kommet på fine stregtræffere af Vilde Johansen.

Helt suveræne højder nåede spillet ikke, men indsatsen var tilpas overbevisende til, at man aldrig sad med andet end følelsen af, at Herning-Ikast Håndbold var på vej mod en sikker sejr. Cecilie Brandt viste sig fornemt frem fra fløjen og nettede for fjerde gang, og Jeanett Kristiansen fulgte op med en hammer til 18-13 efter 45 minutter, mens holdet støt og roligt fortsatte takterne og rullede to point i land.

Trods en lidet prangende første halvleg endte det ligefrem med en storsejr til Mathias Madsen og pigerne, der vandt med hele 26-16 takket være Vilde Johansens scoring med få sekunder tilbage.

Næste hjemmekamp for Herning-Ikast Håndbold er den 7. oktober mod Nykøbing Falster Håndboldklub. Inden da skal holdet til Esbjerg i Santander Cup og til Odense i ligasammenhæng.
 

Stillinger undervejs:
3-0, 5-4, 8-6, 9-10, 10-10 (pause), 13-10, 14-12, 16-12, 18-13, 26-16 (slut)

Kampens HIH-spiller:
Jeanett Kristiansen (7 mål)

Tilskuere:
1.129 i IBF Arena

 

SE KAMPFAKTA