18.05.2019, 17:56 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Næsten-comeback brast i slutfasen

HIH var tæt på et flot comeback i anden halvleg, men det endte med et nederlag i den første finalekamp.

Tonje Løseth blev HIH-topscorer med seks mål i nederlaget på 28-20 | Arkivfoto

 

Sæsonen har budt på fornemme præstationer af Herning-Ikast Håndbold, der mod al forventning nåede EHF Cup-semifinalen og denne lørdag stod i den første kamp om DM-guldet. Opgøret stod i en tætpakket Blue Water Dokken i Esbjerg, hvor der blev sat sæsonrekord med 3.018 tilskuere. En flot ramme til en duel om det danske mesterskab.

Midtjyderne fik en god åbning og kom foran med to på mål af Anne Mette Pedersen og Tonje Løseth, men længe gik der ikke, før esbjergenserne fik tur i den, og pludselig var hjemmeholdet foran 5-3. HIH’erne udlignede til 5-5 og igen til 7-7, da Tonje Løseth sendte en kraftfuld underhåndsscoring i nettet, netop som uret ramte 15 minutter spillet af første halvleg.

Gæsterne var længe godt med, men for mange personlige fejl gav Team Esbjerg et overtag og flere alt for lette scoringer. Efter 20 minutter scorede Sanna Solberg til 11-7 fra fløjen, og Kristian Kristensen så sig nødsaget til at smide sin anden timeout for at få genetableret roen og aftalerne. Umiddelbart gav snakken afkast, da Louise Burgaard steg til vejrs og tordnede sin anden scoring op i hjørnet bag Sandra Toft, men syv og et halvt målløse minutter herefter blev dyre.

Mulighederne var der, men slutproduktet - hvad end det var en skudchance eller et oplæg - savnede kvalitet. Enhjørningerne fik brudt dødvandet med to scoringer af Annika Jakobsen, der var kommet ind på højre fløj i stedet for Anne Mette Pedersen, men alligevel måtte Herning-Ikast gå ind til en svær anden halvleg med et udgangspunkt, der hed 15-10 i Team Esbjergs favør.

Ondt blev dog værre, for det åbnede mareridtsagtigt for gæsterne, da Sarah Iversen fik sin tredje udvisning efter bare to minutter af anden halvleg. Permanent farvel til stregspilleren, og den i forvejen svære mission var dermed blot endnu sværere.

HIH-spillerne gav dog ikke op, og selv bagud 18-11 kløede de fortsat på. Med fire hurtige Løseth-scoringer efter pausen samt et mål af Emma Friis var stillingen pludselig blot 18-15, og det stærkt kæmpende udehold fortsatte med at hænge på inden for en afstand af tre til fire mål. Muligheden bød sig sågar for en reducering til 23-21 og dermed blot minus to med elleve minutter tilbage, men Emma Friis’ straffeforsøg tog stolpen. Også Mathilde Bjerregaard fik en ‘direktør’, da hun var helt fri på stregen, men også hun missede muligheden for at skabe den helt store spænding.

I stedet udnyttede vestjyderne en ordentlig blunder til en let kontrascoring og en føring på fire, der hurtigt blev til både plus fem og plus seks. På få øjeblikke var midtjysk momentum og mulig omgangshøjde vekslet til et uundgåeligt nederlag i den første finalekamp. Slutcifrene lød på 28-20.

Tirsdag aften tager Herning-Ikast Håndbold imod Team Esbjerg i en returkamp, hvor sejr nu er det eneste, der tæller, hvis håbet om guld skal bevares. Med uafgjort eller udesejr bliver Team Esbjerg danmarksmestre.
 

Stillinger undervejs:
0-2, 2-3, 5-3, 5-5, 7-7, 11-7, 11-8, 13-8, 15-10 (pause), 17-10, 18-15, 20-16, 23-20, 28-20 (slut)

Tilskuere:
3.018 i Blue Water Dokken, Esbjerg