30.10.2018, 11:03 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography

Mathias Madsen: Pigerne er klar til at generobre 4. pladsen

HIH’erne spiller i aften lokalbrag mod Silkeborg-Voel

Så er der endelig kampdag igen.

Senere i aften er der dømt lokalbrag, når Herning-Ikast Håndbold på udebane tørner sammen med Silkeborg-Voel i 11. spillerunde i HTH Ligaen.

Inden aftenens opgør ligger HIH’erne på sjettepladsen i rækken, og kan med en sejr over silkeborgenserne tilbageerobre fjerdepladsen i tabellen.

Der er lagt op til en god dyst mellem to mandskaber, som begge har fart over feltet og assistenttræner Mathias Madsen ser også frem til en spændende kamp.

-Spændende kamp i vente mod Silkeborg-Voel. De har ikke haft den bedste sæson indtil videre, og det er tydeligt at se de har kæmpet med at få spillet de nye spillere sammen. De har svinget meget i niveau, hvor der har været stor forskel på deres top-og bundniveau.

-Spillere som Sofie Bæk, Jane Schumacher, Susan Müller og Rikke Iversen skal vi holde et vågen øje med. Alle spillere med stor individuelle egenskaber, som vi har forberedt os meget grundigt på.

Mathias Madsen håber, at holdet kan fortsætte det gode spil og tror også, at der ligger to point og venter.

-Vi skal forsætte vores gode udvikling i angrebsspillet, hvor igennem lang tid har spillet os til mange store chancer. Vi har i de sidste 7 kampe i HTH Ligaen scoret 26,5 mål i snit, hvis rammer det niveau igen, så er jeg sikker på at Englert og Jessica ikke slipper mere end 25 mål ind.

-Vi har indtil videre skabt et forspring på 5 point til Silkeborg-Voel, og det skulle gerne udbygges til 7 efter kampen. Jeg synes, at vi går indtil kampen som favoritter, men samtidig har vi stadig dyb respekt for Silkeborg-Voel på deres hjemmebane. Spiller for spiller er vi dog et bedre hold, og det skal vi kunne se på resultattavlen efter kampen.

-Samme trup som i de seneste mange kampe og pigerne er klar til at generobre 4. Pladsen.
God kamp til alle HIH fans

Opgøret spilles i JYSK Arena i Silkeborg med kampstart klokken 19.30.