30.12.2018, 12:22 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography

Mathias Madsen inden Esbjerg-opgør: HIH er lille favorit

Svær udfordring venter for HIH’erne i årets første kamp

Så er det lige rundt om hjørnet, at Herning-Ikast Håndbold igen skal spille en betydende kamp efter den lange jule- og landsholdspause.

Lørdag spillede HIH’erne træningskamp mod TTH Holstebro i Gråkjær Arena, og her fik de lokale enhjørninge en perfekt optakt til anden sæsonhalvdel.

Læs mere om kampen HER

-Efter en fin træningskamp igår mod TTH Holstebro, så er vi endelig klar til at komme i gang med HTH ligaen igen.
Vi har trænet rigtig fint i december måned, hvor vi havde en næsten komplet trup samlet, så træningsniveauet har været meget højt,
siger HIH-assistenten Mathias Madsen.

I første opgør i 2019 tager Herning-Ikast Håndbold imod Team Esbjerg og her har HIH’erne revanche til gode.

-Team Esbjerg deltager i disse dage i Santander Final4, hvor de i går smed en sikker finaleplads væk ved at tabe med 10 mål i de sidste 25 minutter af kampen mod Odense Håndbold. Når man ser på de første 35 minutter af kampen, var det noget af det bedste jeg har set Team Esbjerg spille. Deres forsvar og kontrafase var i høj international klasse, så der venter os virkelig en stor udfordring.

-Den første kamp mod Team Esbjerg blev tabt med 25-23 efter en meget tæt kamp, hvor vi ikke var dygtige nok i de sidste 10 minutter af kampen. Denne gang er vi på hjemmebane og med et fantastisk hjemmepublikum i ryggen, så kan vi helt sikkert matche Team Esbjerg. Vi skal finde det samme spil frem, som vi så inden julepausen. Kampene mod Valcea har givet truppen en kæmpe tro på, at vi hører til blandt de bedste hold og vores unge spillere har i den grad flyttet sig. Bare en skam, at pigerne ikke har fået mere anerkendelse af omverden for den flotte sejr, men det må bunde i mangel på viden omkring netop Valcea.

Profiler har trådt i karakter

-Louise Burgaard og Sarah Iversen har virkelig trådt i karakter i den sidste del inden jul. Sarah har fundet sin plads som en hård hund i forsvaret og er en stor profil i angrebet, så tingene ser rigtig positivt ud.

-Jeg forventer en tæt kamp med HIH som en lille favorit til at nappe sejren, slutter Mathias Madsen.

Opgøret mod Team Esbjerg spilles i IBF Arena onsdag den 2. januar klokken 20.30.

KØB DIN BILLET HER: HERNING-IKAST HÅNDBOLD VS. TEAM ESBJERG D. 2. JANUAR KLOKKEN 20.30.