21.09.2019, 19:38 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Madsen: Viser karakter og professionalisme

HIH-pigernes disciplin og moral var nøgleelementer i lørdagens stærke sejr i Odense.

 

- Jeg tror ikke, at folk forstår, hvor svært det er at skulle spille ude mod et Odense-hold, som har haft 48 timers ekstra tid til at restituere… Og så er det alligevel os, der fysisk er ovenpå til sidst.

Mathias Madsen havde intet andet end ros til overs for sit mandskab, der lørdag eftermiddag hentede to point i Odense - mindre end to hele døgn efter, at holdet havde vundet torsdagens Santander Cup-kvartfinale ude mod Team Esbjerg.

Omvendt havde odenseanerne kunnet hvile og forberede sig helt siden i tirsdags, men alligevel trodsede Herning-Ikast Håndbold de udfordrende omstændigheder og sejrede i favoritternes hule. Cheftræneren forklarer, hvordan midtjyderne bar sig ad:

- Pigerne var friske. Og det var de, fordi de er i god form! Der var ingen træthed, da vi startede op, og det var der ikke, fordi pigerne er professionelle og har restitueret rigtigt, spist rigtigt og gjort alle de ting, som de kunne gøre for at optimere deres præstationsevne frem mod Odense-kampen. De var 100 % opsatte på at være bedst muligt klar og spille for en sejr hernede, og den disciplin var en stor del af sejren i dag, fortalte Mathias Madsen og uddybede, hvad der ellers lå bag de to point.

- De første 24 minutter af kampen var høj, høj klasse fra vores side, både defensivt og offensivt. Vi ramte dem på deres svage punkter, førte 13-9 og spillede dem ud af banen. Fauske har tit været spilleren med de mange mål, men i dag satte hun spillet helt ekstremt godt op og fik gjort både Jeanett Kristiansen og Stine Skogrand (begge spillere scorede syv mål, red.) voldsomt gode, roser cheftræneren videre.

Moral og karakter
Særligt ét element fremhæver han - og her går rosen ligeværdigt ud til samtlige holdets spillere på en dag, hvor ‘holdet’ var den stærkeste spiller.

- I starten af anden halvleg spiller vi rædderligt og kommer bagud 17-14, men alligevel har pigerne moralen til at finde det overskud, der gør, at de kæmper sig tilbage. Det er fordi, det hold her bare har karakter. Vi kommer op på 17-17, og herfra er der kun ét hold på banen, både offensivt og defensivt. Og må jeg lige tilføje, at Tonje Løseth i forsvaret i dag, det var altså voldsomt - på den rigtig gode måde, slutter Mathias Madsen.

Med sejren går Herning-Ikast Håndbold ind til landsholdspausen på en delt andenplads i HTH Ligaen.