21.01.2020, 18:07 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Madsen vil gøre op med tendens

Indstillingen svigter til tider Herning-Ikast Håndbold mod ligaens mindre hold, mener Mathias Madsen. Han håber og forventer, at enhjørningerne vil sætte sig tungt på onsdagens udekamp mod Skanderborg.

 

Pokaltriumf mod Odenses verdensstjerner, udesejr over russiske Lada og point i Tyskland mod Bundesliga-mestrene, Bietigheim.

Den seneste tid tæller flere store resultater af Herning-Ikast Håndbold, alt imens holdet skuffende har smidt point ude mod Ajax, som midtjyderne ellers kørte over på hjemmebane med hele 30-16 i starten af indeværende HTH Ligaen-sæson.

Flere gange i sæsonens løb har enhjørningerne haft det svært i kampe, hvor de på papiret var klare favoritter, og den kedelige tendens skal vendes nu, siger Mathias Madsen.

- Vi vil gerne levere en god kamp på udebane mod et af de mindre hold i ligaen. Jeg synes, at vi har haft en tendens til ikke at kunne sætte os tilstrækkeligt op til disse kampe, men det skal have en ende. Jeg er træt af, at vi spiller for tætte kampe mod de hold, hvor der burde være en stor afstand. Det handler om ren og skær mental indstilling til kampen, fortæller HIH-cheftræneren og uddyber.

- Når man skal spille på udebane mod Lada eller Bietigheim, så giver paratheden næsten sig selv, for da ved man godt, at man skal være på tæerne. Når man skal spille på udebane mod Skanderborg i en halvtom Fælledhallen, kræver det lidt ekstra rent mentalt at sætte sig op til kampen.

Intet er givet - men kun sejren tæller
Før 17. runde indtager Skanderborg Håndbold sidstepladsen i HTH Ligaen, a point med Horsens HE og et enkelt point efter EH Aalborg. På det seneste har østjyderne dog vist tænder, og det har Mathias Madsen respekt for.

- Kigger man på den danske liga, så er intet givet mod nogen som helst modstander, for der er masser af gode hold, fordi der er så mange dygtige, unge spillere rundt omkring. Skanderborg ligger og kæmper i bunden sammen med Horsens og Aalborg, men for nylig var de ved at tage point hjemme mod Randers, hvor de var foran med 19-13. Det viser en vis kvalitet i holdet. De har et dygtigt, aggressivt forsvarsspil, og så har de et par spændende spillere i bagkæden i Sofia Deen og Anna Berger, som vi skal have lidt fokus på. Derudover er der Sidsel Mejlvang, som er dygtig på stregen, og hende skal vi også holde øje med, lyder det fra Madsen, der dog - respekten til trods - understreger:

- Jeg håber og forventer, at vi kommer til at spille en god kamp, hvor vi styrer begivenhederne, og jeg vil være meget, meget skuffet, hvis vi ikke får de to point.

Der er kampstart i Fælledhallen i Skanderborg onsdag kl. 19:30.