08.10.2019, 20:03 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Madsen før TTH: Den mentale forberedelse i fokus

Allerede 48 timer efter mandagens ligasejr mod NFH venter et nyt opgør.

 

Blot to døgn efter hjemmesejren over Nykøbing Falster Håndboldklub er Herning-Ikast Håndbold onsdag aften atter i aktion i HTH Ligaen. Her bliver det fabeldyrenes kamp mod hinanden, når dragerne fra TTH Holstebro tager imod enhjørningerne fra HIH i Gråkjær Arena.

Med så kort forberedelsestid skal fatningen bevares, særligt når modstanderens niveau - på papiret - tilmed tager et dyk. Det er først og fremmest cheftrænerens opgave at indstille sit hold derefter.

- Det er mit ansvar, at pigerne er opsatte og 100 % klar, hvem end modstanderen er. Da vi senest havde blot én dags pause efter udekampen mod Team Esbjerg, kom motivationen lidt af sig selv, fordi vi skulle møde Odense ude. Nu skal vi selv være rigtig gode til at skabe den energi. Vi er storfavoritter til at vinde kampen, og derfor er det også én af mine allervigtigste opgaver til opgøret, at vi holder fokus og ikke slækker fordi, vi kommer til at undervurdere vores modstander. Jeg er ikke nervøs, nej, men jeg kan mærke, at det er vigtigt, at vi får skabt den motivation, og at vi er rigtig skarpe både i pæren og med bolden i hånden, siger Mathias Madsen, der sætter ord på onsdagens modstander.

- Det er et ungt hold, som spiller meget hurtigt. De har haft det lidt sværere, end jeg havde regnet med, og det overrasker mig, at de kun ligger med ét point - men det håber jeg selvfølgelig, at de fortsat gør efter i morgen. Vi forbereder os lige så grundigt, som vi altid gør, og vi har talt om de af deres profiler, vi synes, kan være vigtige for dem. Får vi lukket dem ned, så har vi rigtig, rigtig gode chancer for at vinde kampen, slutter HIH-cheftræneren.

Der er kampstart i Gråkjær Arena i Holstebro onsdag kl. 20:30.