11.03.2020, 12:57 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Madsen før Esbjerg: En tom følelse

Herning-Ikast Håndbold spiller endnu engang for tomme sæder, når topholdet fra Team Esbjerg kommer på besøg.

 

Søndagens EHF Cup-opgør var en besynderlig omgang for både Herning-Ikast Håndbold og de rumænske gæster fra Gloria-Bistrita.

Ikke én eneste almindelig tilskuer var på plads i IBF Arena, da myndighederne har anbefalet på det kraftigste, at man - for at mindske risikoen for spredning af Corona-virus - afholder sig fra større forsamlinger såsom koncerter, stævner og sportsbegivenheder.

Det betød, at kun spillere, trænere og de allervæsentligste frivillige samt klubfolk var at finde i hallen. Også torsdag til opgøret mellem HIH og Team Esbjerg bliver det tilfældet, og det må man nok forvente at se fremadrettet, lyder det fra Mathias Madsen.

- Jeg tror desværre, at vi må vænne os til ikke at have tilskuere til vores kampe i en længere periode, indleder en tydeligt ærgerlig cheftræner, der sætter ord på den sportslige betydning.

- For pigerne især betyder det meget hvad angår energi og gejst, og hjemmebanefordelen er jo væk. Det er meget som at spille en træningskamp, for selv om spillet er det samme, er det svært at finde den sidste tænding, som man normalt får fra lægterne, hvad end det er gennem opbakning fra egne tilskuere eller pres fra modstanderens. Dette er bare en tom følelse, og der er da ingen tvivl om, at vi ville have en bedre chance mod Esbjerg, hvis vi havde en fyldt hal på vores side, siger Mathias Madsen.

Den midtjyske cheftræner bakker dog op om tiltaget, om end det ærgrer ham.

- Vi følger naturligvis myndighedernes anbefaling, og desuden er det jo trods alt fair mellem alle parter rent sportsligt, hvis det bliver sådan resten af sæsonen. Mest af alt er det blot trist for både spillerne og for de tilskuere, der ikke kan komme ind at se deres hold spille, men hvis det kan hjælpe til at hindre smittespredning, så er det selvfølgelig den rette beslutning.

Omstillingsparathed og kontraspil kan blive nøglen til succes
Tilskuere eller ej, der er en håndboldkamp, der skal gennemføres - og der er præcis det samme på spil, som der havde været, hvis der var publikum på. Selv om det stærkt besatte Team Esbjerg-mandskab topper rækken, er Mathias Madsens mål at hente to point mod vestjyderne.

- Vi skal være dygtige til at omstille os, når de skifter forsvarsformation mellem 6:0 og 5:1. Det er vi lykkedes rigtig godt med de seneste gange, vi har mødt dem. Jeg synes, de har udviklet deres kontrafase mere og mere, så én af nøglerne til sejr kan blive, at vi får stoppet deres andenfase. Mod København vandt vi hele kontradelen meget sikkert, og det skaber bare en god mulighed for at tage sejren, siger Mathias Madsen, der afslutningsvist roser Jesper Jensen og torsdagens modstander.

- De har gjort det rigtig godt både i den hjemlige turnering og i Champions League. Vi glæder os, når andre danske hold end os selv klarer sig godt europæisk, og det har både Esbjerg og Odense gjort. Det er rigtig godt for dansk damehåndbold.

Der er kampstart kl. 19:00 torsdag, men det bliver altså uden tilskuere.