04.04.2019, 00:33 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Løseth: Stadig i egne hænder

Trods nederlag til Team Esbjerg kan HIH fortsat selv afgøre, om holdet skal nå DM-semifinalerne.

Arkivfoto.

 

Der blev givet og taget i den tætte slutspilskamp mellem Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg, der stod sent onsdag aften i IBF Arena i Ikast.

 

Sent blev opgøret også afgjort. Faktisk var det først i de døende sekunder, at midtjyderne måtte se muligheden for point forsvinde.

 

Det fysisk prægede opgør, der var tæt igennem størstedelen af de 60 minutter, kunne være tippet til begge sider i slutfasen. Kendetegnende for kampen var det dog esbjergenserne, der havde den afgørende skarphed og afgjorde til 19-21, netop som tiden løb ud.

 

Lidt mere kølighed og tålmodighed kunne muligvis have afgjort udfaldet til midtjydernes fordel, mener én af holdets bedste på dagen, Tonje Løseth, der dog roser indsatsen.

 

- Det var en virkelig hård kamp i dag, men vi er seje og spiller ukueligt og med masser af fysik i vores forsvar. Både forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt er der meget positivt, vi kan tage med. Vi kæmper godt, og vi har mulighederne for at vinde til sidst - eller i det mindste at få ét point, som også ville have gjort en vigtig forskel. Desværre er vi ikke dygtige nok til sidst, da det skal afgøres, siger Tonje Løseth og uddyber.

 

- Chancerne har vi, og dem skulle vi først og fremmest bare have sat i mål. I nogle af vores angreb skyder vi lidt for tidligt i stedet for at bygge op til en mere kvalificeret afslutning. Selv om vi ved, hvad vi skal gøre, så stresser vi lidt for meget.


Kan stadig selv afgøre det

Halvdelen af de seks runder i slutspilspuljen er nu ovre, og Herning-Ikast Håndbold må se sig selv ligge på en tredjeplads og altså uden for den top to, der giver adgang til semifinalerne. Den norske bagspiller erkender presset, men hun minder samtidig om, at holdet fortsat kan indfri målet om en semifinaleplads.

 

- Selvfølgelig er der et vist pres nu, når man kigger på stillingen. Det havde været meget bedre med selv et enkelt point i dag, som vi sagtens kunne have fået, men vi er heldigvis ikke slået endnu. Der kommer nogle vigtige kampe, som vi skal vinde, men vi har det i vore egne hænder og kan stadig afgøre det selv. Det er jeg glad for, siger Løseth, der blev noteret for seks scoringer onsdag aften.

 

Tonje Løseth og Herning-Ikast Håndbold møder selvsamme modstander allerede igen på lørdag, hvor den står på EHF Cup-semifinale med kampstart kl. 17:00. Også denne gang spilles opgøret i IBF Arena.