17.08.2019, 17:30 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Løseth: Masser af potentiale i holdet

Venstrebacken sætter ord på opstarten og den netop afsluttede træningslejr.

Herning-Ikast Håndbold har netop været på træningslejr i Club La Santa på Lanzarote.

 

Masser af fysisk træning, tre testkampe og en træningslejr på Lanzarote. Opstarten er i fuld gang for Herning-Ikast Håndbolds sølvvindere, der åbner den nye ligasæson om blot 14 dage.

Formen er godt på vej, fortæller HIH’s nummer 25 efter træningsturen til de Kanariske Øer.

- Jeg synes, vi har haft en rigtig fin opstart, hvor vi har fået lagt et rigtig godt fysisk grundlag - både på løb og styrke - for den kommende sæson. Vi har været igennem en del forskellige fysiske udfordringer på La Santa, og formen har set god ud, lyder det fra Tonje Løseth.

Også spillemæssigt ser det fornuftigt ud, før sæsonen snart er i fuld gang for Herning-Ikast Håndbolds vedkommende. Enhjørningerne har vundet alle tre træningskampe indtil nu, til trods for flere udskiftninger på holdet henover sommeren.

- Vi har nogle nye relationer, som skal spilles ind i både forsvaret og i angrebsspillet, men det ser bedre og bedre ud, synes jeg. Vi har flyttet os meget siden træningsopstarten, og der er masser af potentiale i det hold, vi har nu, siger den rutinerede bagspiller.

Hun glæder sig desuden over et ikke-træningsrelateret aspekt ved turen.

- Der har også været fokus på teambuilding og masser af tid til det sociale, så vi har kunnet komme tættere på hinanden. Det gør noget andet for gruppen, at man er på træningslejr sammen og ikke bare har træning i hallen og så tager hjem, slutter nordmanden.

HIH-pigerne er netop vendt hjem fra La Santa, og nu skal den sidste spillemæssige og fysiske form finpudses frem mod sæsonstarten, der “tyvstartes” med pokalmødet med Horsens den 23. august. Ligapremieren er hjemme mod Ajax den 31.