26.04.2019, 09:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Klar til at vride karkluden

Herning-Ikast Håndbold går efter at levere overraskelsen i HTH Ligaens semifinaler.

 

Herning-Ikast Håndbold er i DM-semifinalerne og spiller første opgør lørdag, hvor Odense Håndbold tager imod.

At nå blandt de sidste fire var klubbens mål for HTH Ligaen, men ambitionerne stopper ikke her. Med det overordnede mål indfriet går HIH nu efter at levere overraskelsen mod den fynske overmagt.

- Det er de suveræne vindere af grundspillet, vi skal op imod. Det er selvfølgelig en stor størrelse, men vi glæder os, og selv om vores sæsonmål om at nå semifinalerne er indfriet, betyder det jo ikke, at vi ikke stræber efter mere. Selvfølgelig vil man gerne vinde noget, når man går ind i et slutspil om medaljer og titler, så vi stiller os ikke tilfredse. Det er kronen på værket - de sjove kampe, og nu står vi her. Vi går efter overraskelsen og er klar til at vride karkluden og give det sidste, vi har i os, siger HIH-træner Kristian Kristensen.

At levere den overraskelse kommer til at kræve fuld koncentration og høj effektivitet i begge ender af banen imod et Odense-hold, der ellers vil slå hårdt igen. På det seneste har tegningen i enhjørningernes spil dog været der, mener cheftræneren.

- Det kommer til at kræve uhyre effektivt angrebsspil, hvor vi holder antallet af tekniske fejl og sløsede afslutninger nede på et minimum, for ellers kommer det til at gå stærkt den anden vej, særligt med Trine Østergaard og Freja Cohrt. Odense er de bedste i ligaen til at løbe kontra, og de vil komme til at straffe vores fejl prompte. Men jeg synes, at vi - i vores seneste kampe - har set nogle af de ting, der skal til offensivt for at drille én af de helt store, som Odense må betegnes som værende. Derudover skal vores defensiv og målvogtere ramme den soliditet og det niveau, vi har set igennem det meste af slutspillet, fortæller ‘KK’.

Forberedelsen har været som vanligt, dog med en smule øget intensitet på videoanalysen af den kommende modstander.

- Vi brugte Esbjerg-kampen (sidste slutspilskamp, der var uden betydning i tabellen, red.) til at få fordelt spilletiden godt og få givet lidt pause til de spillere, vi har trukket størst veksler på. Ellers har vi trænet og forberedt os som vanligt, dog med lidt opprioritering af videodelen, hvor vi håber at kunne finde et par elementer, vi kan overraske dem på. Det bliver svært, men vi tror på det, slutter Kristian Kristensen.

Den første semifinale spilles lørdag kl. 16:00 i Odense, mens kamp to står i IBF Arena på onsdag kl. 20:30. En eventuel tredje semifinale spilles i Odense den efterfølgende onsdag.