10.04.2019, 23:34 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Iversen: Ekstrafedt at vinde i Viborg

HIH tog en sejr på 28-21 hos arvefjenderne, hvilket stiller holdet godt i slutspillet. Stregkrigeren roser indstillingen.

Arkivfoto.

 

 

Slutspillet har budt på både svingende præstationer og resultater for HIH’s vedkommende, men onsdag aften i Viborg var både spillet og resultatet i særklasse.

 

Ude over arvefjenden skulle der helst point - og gerne to af slagsen - på kontoen, og det leverede Sarah Iversen og holdet med en formidabel indsats.

 

- Vi fandt noget af den fight frem, som vi har manglet lidt i slutspillet indtil nu. I dag kæmper vi alt, hvad vi kan; kaster os efter boldene, løber gode returløb, tackler igennem... Hele holdet præsterer godt, og det er bare pissefedt, at det kulminerer i en megafed sejr, fortæller stregspilleren, der forsøger at sætte ord på, hvordan holdet fandt tilbage på sporet til mødet med de grønblusede.

 

- Måske handler det om, at vi havde kniven for struben. Vi var godt klar over, da vi tabte til Aarhus i den første kamp, at vi satte os selv under et fuldstændig latterligt pres. Efterfølgende har vi så måttet bevise, at der var en grund til, at vi blev nummer tre i grundspillet. Vil man videre her - og vores mål er jo en semifinale - er man nødt til at tage sig sammen, og det gjorde vi i dag, lyder det fra Sarah Iversen.

 

To store, skrigende mænd

Kun i ganske korte perioder af opgøret var gæsterne ikke i kontrol, og da hullet først var slået, kunne Viborg HK ikke for alvor true de velspillende og stærkt fightende enhjørninger. Flere faktorer spillede ind på vedholdenheden og den høje koncentration.

 

- Jo bedre vi var kørende, jo mere avlede det yderligere medvind, tror jeg. Og så har vi jo to store mænd derude på sidelinjen, som skriger helt sindssygt, hver gang man lige tager en puster, griner Sarah Iversen med hentydning til trænerduoen, Kristian Kristensen og Mathias Madsen, før hun med et glimt i øjet pointerer:

 

- Det er altid sjovere at vinde stort end bare at vinde med ét mål - og så er det jo ekstrafedt at vinde i Viborg.

 

Med sejren kan Herning-Ikast Håndbold spille sig i DM-semifinalerne med en sejr hjemme over Aarhus United i den næste slutspilskamp.

 

Sarah Iversen og HIH skal i aktion igen på søndag, hvor holdet gæster Team Esbjerg i EHF Cup-semifinalens returkamp.