15.10.2019, 21:15 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

HIH sled sejren hjem mod Aarhus

Enhjørningerne hentede den femte ligasejr på stribe med 23-19 hjemme over Aarhus United.

Sabine Englert stod formidabelt mod Aarhus United og blev kåret som bedste HIH'er.

 

Herning-Ikast Håndbold kunne tage sin femte ligasejr på stribe og sin sjette sejr i træk i alle turneringer, da holdet tirsdag aften mødte Aarhus United i IBF Arena.

Hjemmeholdet var dog uden Helene Fauske, der har fået konstateret hjernerystelse oven på et sammenstød i sidste uges ligaopgør mod TTH Holstebro, og som derfor heller ikke kommer med til opgørene mod HC Gomel i Hviderusland. I playmakerprofilens fravær var der dog andre, der trådte i karakter offensivt, og Jeanett Kristiansen i særdeleshed viste prøver på sin kanon af en skudarm.

Det åbnede suverænt for enhjørningerne, og allerede da Emma Friis omsatte Jeanett Kristiansens smarte oplæg bag om ryggen til en 3-0-scoring fra fløjen efter mindre end tre minutter, smed gæsterne deres første timeout.

Herefter var det pludselig anderledes fattigt på tempo og fikse samspil fra HIH’ernes side, og opgøret fladede mere ud. Gæsterne kom med og var flere gange oppe på minus én, men heldigvis viste Sabine Englert klassen igen og igen - blandt andet da hun nappede et kontraforsøg fra June Bøttger. Tyskeren stod på 59 % ved pausen, hvor stillingen var 11-7 til hjemmeholdet.

Anden halvleg åbnede ligeledes en smule rodet, men efter at have klaret 0-0 i en undertalsperiode, kom der lidt mere skub i enhjørningernes spil og deres side af måltavlen. Med stærk opbakning fra særligt de 30 fremmødte højskoleelever fra ISI gik holdet fra 11-8 til 14-8, men herefter faldt kadencen på ny. Målene kom i høj grad via stærke soloaktioner og i mindre grad via velgennemførte angrebskombinationer, så trods fornuftig luft på måltavlen var der stadig et godt stykke vej til målstregen.

Med et kvarter tilbage kom en længe ventet debut til Julie Jensen, og hvilken entré af højrebacken, der kom til det midtjyske fra EH Aalborg i sommerpausen. Efter godt et halvt minut på banen bragede hun sit første mål for HIH i kassen, men så let fortsatte det ikke for værterne.

Flere gange i afslutningen var føringen nede på tre mål, men Jessica Ryde leverede en vital superredning med 3,5 minut tilbage, da hun afviste en kontra alene mod Charlotte Mikkelsen. Svenskeren var kommet ind i slutfasen i stedet for Sabine Englert, hvis prægtige indsats i målet gav hende titlen som kampens HIH-spiller.

Gode hold vinder også på mindre gode dage, og det samme var tilfældet denne tirsdag aften for Herning-Ikast Håndbold, der krigede de to point i land. Det sluttede 23-19 i IBF Arena, og dermed fortsætter sejrsstimen for midtjyderne.

 

Stillinger undervejs:
3-0, 4-3, 6-4, 8-5, 9-7, 11-7 (pause), 14-8, 14-10, 17-12, 20-17, 22-18, 23-19 (slut)

Kampens HIH-spiller:
Sabine Englert