16.02.2019, 18:18 | Af: HIH | Foto: Hamistolen Photography

HIH sejrede trods problemer

Først i slutfasen sikrede midtjyderne to point mod Skanderborg Håndbold.

Arkivfoto: Sarah Iversen slider sig til en scoring fra stregen.

 

 

Favoritværdigheden kunne Herning-Ikast ikke løbe fra i lørdagens kamp, men i størstedelen af de 60 minutter var klasseforskellen imellem de to mandskaber ikke nær så tydelig, som den burde være det.

 

Keeper Jessica Ryde scorede fra eget mål til 3-1, men ellers var det Helene Fauske, der markerede sig bedst i begyndelsen. Med to fine gennembrud gjorde nordmanden det til 4-2 og 5-2, da der var spillet knap ti minutter. Få minutter senere var det Sarah Iversen, der gentog Rydes bedrift med scoring i tomt mål fra egen forsvarszone og bragte hjemmeholdet på 7-3.

 

Så vidt en god start, men Skanderborg fortsatte deres offensive overtalssatsning med målvogteren ude, og trods flere gode redninger fra Ryde, der stod på 56 % efter 20 minutter, holdt gæsterne sig til på måltavlen. Katrine Larson reducerede til 12-9 efter 22 minutters spil.

 

Værterne lykkedes ikke med at finde det afgørende flow til at slå ordentligt hul, og det betød rokeringer. Undervejs gav det midtjyske trænerteam comeback til Anne Mette Pedersen, mens Michala Møller, der fyldte 19 år på dagen, blev sat i bagkæden. Ind her kom også Trine Troelsen, mens Julie Gantzel gav pause til Sarah Iversen, der foreløbig havde markeret sig med fire scoringer. Stadig kneb det dog med rytmen, og Herning-Ikast Håndbold måtte nøjes med 14-11 ved halvtid.

 

Pausen var en kærkommen lejlighed til at få rusket godt op i holdet og få spillet til at køre, men desværre var virkeligheden en anden. Langsomt åd gæsterne sig ind på den midtjyske føring, og med ti minutter igen slog Sofie Alnor til med en uventet udligning til 21-21.

 

Overraskelsen ulmede, men på en mindre god dag viste Herning-Ikast Håndbold alligevel klassen til sidst. Annika Jakobsen scorede to knivskarpe fløjtræffere i træk, og en stor redning af indskiftede Sabine Englert på en helt fri Trine Knudsen ved 25-23 var lige så afgørende. Da Emma Friis nettede til 26-23 med under to minutter igen, var udfaldet endegyldigt afgjort.

 

Helene Fauske stod for opgørets sidste scoring med et par sekunder tilbage, og Herning-Ikast Håndbold tog dermed en sejr på 27-24 over Skanderborg Håndbold.

 

Stillinger undervejs:
0-1, 3-1, 6-2, 8-6, 12-7, 12-9, 13-9, 13-11, 14-11 (pause), 15-11, 19-18, 21-18, 21-21, 25-22, 25-23, 27-24 (slut)

 

Målscorere for HIH:

Helene Fauske 8, Louise Burgaard 5, Sarah Iversen 4, Annika Jakobsen 4, Tonje Løseth 2, Emma Friis 2, Trine Troelsen 1, Jessica Ryde 1

 

Tilskuere:
1.209 i IBF Arena