22.09.2018, 16:08 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

HIH’erne sikrede sig to point i København

Kristian Kristensens tropper kunne tage to point med hjem i bagagen, da Ajax København blev besejret i egen hule.

Herning-Ikast Håndbold spillede her tidligere på eftermiddagen deres sjette ligakamp, da de krydsede klinger med Ajax København.

I Bavnehøj Arena sikrede Kristian Kristensens tropper deres tredje ligasejr på stribe, da midtjyderne vandt opgøret med 23-26 efter en pauseføring på 13-14 ved pausen.

Herning-Ikast Håndbold var foran det meste af opgøret, men hovedstadsholdet bed fra sig og gentagne gange kom de tilbage i kampen.

Louise Burgaard og Sarah Iversen blev topscorere for HIH’erne med hver 6 mål, mens tilbagevendte Trine Troelsen nettede flotte fem gange.

Med sejren kan Kristian Kristensens mandskab gå til landsholdspause på femtepladsen i HTH Ligaen, og skal først i aktion igen den 6. oktober, hvor de på udebane tørner sammen med Viborg HK.

Kampen i tal:

Ajax København – Herning/Ikast 23-26 (13-14)

Ajax København : Cecilie Woller 5, Stine Nørklit Lønborg 3, Stine Eiberg Jørgensen 3, Anna Grundtvig 3, Nikoline Brøns 3, Simone Monsrud Pedersen 2, Anne Tolstrup Petersen 2, Eva Bjørk Davidsdottir 2

Herning-Ikast Håndbold : Louise Burgaard 6, Sarah Iversen 6, Trine Troelsen 5, Emma Friis 4, Stine Skogrand 2, Helene Fauske 2, Anne Mette Pedersen 1