14.11.2018, 22:20 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography

Herning-Ikast Håndbold sikrede sig en storsejr i årets sidste ligakamp

HIH’erne kunne sætte to point på kontoen efter en solid indsats i Århus.

Herning-Ikast Håndbold spillede her til aften deres sidste ligakamp i 2018, da de på udebane krydsede klinger med Aarhus United i 14. spillerunde.

I Brabrandhallen vest for Århus leverede Herning-Ikast Håndbold en overbevisende indsats, og kunne efter 60 minutters spil bryde ud i jubel, da sejren på 18-26 var sikret.

De to mandskaber var nærmest side om side i HTH Ligaen inden opgøret, men den jævnbyrdighed var svært at få øje på allerede fra kampens indledning.
HIH’erne virkede virkelig klar og var allerede i teten fra første fløjt.

Efter otte minutters spil bragte Helene Fauske midtjyderne i front med 1-5 og ti minutter senere øgede Sarah Iversen enhjørningenes føring til 3-10.

HIH’erne kunne gå i omklædningsrummet med en solid pauseføring på 10-15.

Herning-Ikast Håndbold kom bragende ud til de sidste 30 minutter og havde reelt afgjort kampen, da topscorer Louise Burgaard sendte sit femte mål i netmaskerne til stillingen 13-20.

Sabine Englert agerede plankeværk i mellem stængerne og endte med en imponerende redningsprocent på næsten 40. Foran sig havde tyskeren et yderst godt kæmpende forsvar, som gjorde det hele lidt nemmere.

Opgøret endte med en storsejr til Kristian Kristensens tropper på 18-26, og dermed kan de sætte to point på kontoen.

Med sejren overvintrer Herning-Ikast Håndbold på en femteplads i rækken

Herning-Ikast Håndbold skal i aktion igen allerede på søndag, hvor de på udebane tørner sammen med rumænske SCM Ramnicu Valcea i returopgøret i EHF Cuppens 3. kvalifikationsrunde.

 

Kampen i tal: Aarhus United - Herning-Ikast Håndbold 18-26 (10-15)

Aarhus United: Sofie Flader 3, June Bøttger 3, Majbritt Toft Hansen 3, Charlotte Lund Mikkelsen 2, Helena Elver 2, Julie Pontoppidan 1, Celine Elkjær Holst 1, Emma Mogensen 1, Simone Petersen 1 og Celine Lundbye Kristiansen 1

Herning-Ikast Håndbold: Louise Burgaard 6, Annika Jakobsen 6, Sarah Iversen 5, Tonje Løseth 3, Emma Friis 2, Michala Møller 1, Trine Troelsen 1, Helene Fauske 1, Julie Gantzel 1 og Sabine Englert 1

Stillinger undervejs: 1-3, 3-7, 4-10, 7-13, 10-15, 11-17, 13-20, 15-22, 18-26

Udvisninger:
Aarhus United: 1
Herning-Ikast Håndbold: 4

Tilskuere: Ikke oplyst