23.01.2019, 00:18 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography

Helene Fauske inden KBH: Vi skal give os 100%

Onsdag aften tørner HIH’erne sammen med de forsvarende mestre

Onsdag aften spiller Herning-Ikast Håndbold deres 18. kamp i HTH Ligaen, når de på udebane støder sammen med de forsvarende mestre fra København Håndbold.

De to mandskaber har tørnet sammen én gang tidligere i sæsonen, og her var det midtjyderne, som sikrede sig sejren i IBF Arena på 30-29.

Vi skal kæmpe fra første sekund

-Vi vandt sidste gang vi mødte København Håndbold, men det betyder bestemt ikke, at det bliver en nem kamp. København Håndbold på udebane er altid en svær størrelse og hvis vi skal kunne tage to point med hjem til Midtjylland, så skal vi kæmpe fra første sekund.
Vi ved, at kampen vi blive fysisk og foregå i et højt tempo. Jeg tror, at det hold der får lavet flest frikast vil vinde opgøret,
siger Helene Fauske.

Forventer, at vi giver os 100%

-Vi skal have fokus på os selv - for hvis vi rammer vores topniveau, i både den defensive- og offensive del, så får københavnerne det svært.
Jeg forventer, at vi giver os 100% i alt hvad vi gør, og at det er os, som efter kampen står med sejrssmilet om munden
, slutter Helene Fauske med et smil.

Opgøret spilles i Frederiksberg Hallen i hovedstaden med kampstart klokken 19.00 og du kan følge kampen på Tophaandbold.dk.