29.01.2019, 18:44 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Flowet skal fortsætte

HIH-pigerne er inde i en god periode både spille- og resultatmæssigt, og den skal forlænges i onsdagens opgør mod Ajax København.

Arkivfoto: Kristian Kristensen knytter næven efter hjemmesejr.

 

 

I weekenden tog Herning-Ikast Håndbold en stærk udesejr over tyske Metzingen, hvilket sikrede en plads i EHF Cup’ens kvartfinaler. Det var femte sejr i træk for det Ikast-baserede mandskab, der i sejrsstimen også står noteret for to point ude mod de regerende ligamestre, København Håndbold.

 

Onsdag aften venter så endnu en hovedstadsklub. Ajax København gæster IBF Arena, og cheftræner Kristian Kristensen ønsker at fastholde den gode periode, som hans mandskab befinder sig i.

 

- I sportens verden giver sejre næring til mere succes. Vi præsterer godt på banen for tiden, så vi skal fortsætte det momentum, vi har, uanset hvad modstanderen hedder. Vi prøver at holde fokus på os selv, vel vidende at Ajax selvfølgelig har nogle elementer, vi skal forholde os til. Én af vores stærkeste dyder er defensiven, hvor vi står rigtig godt, hvilket afføder muligheden for at løbe kontra. Den del af spillet ser rigtig god ud i øjeblikket, lyder det fra cheftræneren.

 

HIH har sejret i sæsonens to foregående indbyrdes møder i henholdsvis Santander Cup og ligaen, og kravet er endnu en sejr i onsdagens opgør. Dog minder cheftræneren om, at morgendagens gæster er godt kørende.

 

- På det seneste har de vist stabilitet og har taget nogle gode point, så selv om vi primært koncentrerer os om vores eget spil, skal vi have respekt for Ajax. De kommer desuden altid med et fint udtryk og en tro på, at de kan lykkes. Vi må ikke tage for let på dem, pointerer Kristian Kristensen.

 

Til opgøret må han undvære Emilie Steffensen, mens Louise Burgaard er tvivlsom. Kampstart i IBF Arena er onsdag kl. 19:00.