03.11.2018, 12:51 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

Emma Friis: Målsætningen er selvfølgelig 2 point

Lørdag aften tørner HIH-pigerne sammen med TTH Holstebro på hjemmebane

Her til aften skal pigerne fra Herning-Ikast Håndbold spille deres 12. spillerunde i HTH Ligaen, når de på hjemmebane i IBF Arena tager imod vestjyderne fra TTH Holstebro.

Det midtjyske hjemmehold går ind til kampen med en imponerende stime, hvor Kristian Kristensens tropper ikke har tabt en ligakamp siden starten af september måned.

De lokale enhjørninge må også påtage sig favoritværdigheden i aftenens kamp - i hvert fald hvis man kigger tilbage i statistikbøgerne.
I de to mandskabers seneste 28 indbyrdes opgør i ligaregi er det nemlig blevet til hele 23 sejre til Herning-Ikast Håndbold.

HIH-fløjen Emma Friis ser frem til en spændende kamp.

-Målsætningen er selvfølgelig 2 point! Det er vores sidste kamp i ligaen på hjemmebane i år, så vi vil gøre alt for at slutte godt af på den front, siger den lynhurtige venstrefløj.

-Vi skal dog fokusere på et meget vekslende forsvar med afstik på backs og fløje - så det er vigtigt, at vi holder god afstand. Derudover skal vi stå godt og kompakt i forsvaret, og tvinge dem til at komme ud på mange afleveringer.
Jeg er sikker på at det nok skal blive en spændende kamp, slutter hun.

Opgøret spilles i IBF Arena med kampstart klokken 19.30

KØB BILLET: HERNING-IKAST HÅNDBOLD-TTH HOLSTEBRO LØRDAG D. 3.NOVEMBER>>>