09.10.2019, 23:35 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Cheftræneren: Lige så svært som ventet

Herning-Ikast Håndbold vandt med 30-24 i Holstebro, men flere gange undervejs var det ganske tæt.

 

Onsdagens lokalopgør mellem TTH Holstebro og Herning-Ikast Håndbold var på forhånd udråbt af gæsternes cheftræner til at kunne blive en tæt affære, og han skulle gå hen at få ret.

HIH’erne skabte flere gange undervejs rigtig gode forudsætninger for sig selv, men når vedholdenheden faldt bare en smule, faldt føringerne ligeså. Mathias Madsen satte efterfølgende ord på kampens forløb.

- Vi fik en skidt start og kom bagud 7-3, men da vi skiftede over til at spille syv mod seks, løsnede det op og gav os føringen med 7-8 og en pauseføring på 11-14. Så vidt rigtig fint.

- Anden halvleg åbnede lidt sløjt for vores vedkommende, og vi lukkede to unødvendige mål ind. Derfra førte vi 14-19 og burde faktisk lukke kampen ned, men det skete ikke. TTH kom på 21-21, men derefter fik vi fat, og da de fik en dobbelt udvisning, løb vi fra dem, fortæller Mathias Madsen, der havde en lille ekstra ros til den nykårede ALPI Fighter for september måned.

- Jeanett (Kristiansen, red.) vil jeg gerne fremhæve. Hun leverede en meget, meget fornem præstation i det hele taget, og hun lavede otte på ni. Hun var stærk i dag, lyder de pæne ord fra cheftræneren.

Lige så svært som ventet
Et ligaopgør mod NFH så sent som mandag havde sat sine naturlige spor i både kroppe og hoveder, men med grundstenen i orden overkom holdet endnu engang den korte hvile- og forberedelsestid, som det også var tilfældet mellem kampene i Esbjerg og Odense.

- Vi dækkede rigtig godt op i store dele af kampen. De spillede meget syv mod seks, og det fik vi straffet seks-syv gange med scoringer i tomt mål. Det var stærkt at se, og det var med til at løsne lidt op på en dag, hvor energien ikke var helt oppe på 100 %, og hvor vi kæmpede en smule ekstra med at få det til at fungere angrebsmæssigt. Det blev lidt en blandet kamp, og det blev lige så svært, som jeg havde forventet forinden, men vigtigst af alt fik vi de to point. Vi er altid glade for at vinde, så det var fedt at kunne rejse hjem med fuldt udbytte, slutter Mathias Madsen.

Før næste opgør kan Herning-Ikast-pigerne nå at puste ordentligt ud. Modstanderen er denne gang Aarhus United, der gæster IBF Arena på tirsdag.

 
SE KAMPFAKTA