13.11.2018, 23:12 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography

Annika Jakobsen håber på en gentagelse mod Aarhus United

Årets sidste ligakamp står for døren

Onsdag aften tager Herning-Ikast Håndbold hul på årets sidste ligakamp, når Aarhus United byder op til dans.

Det er anden gang i sæsonen, at de to mandskaber står ansigt til ansigt, da de også tørnede sammen i den allerførste kamp i indeværende sæson. I det opgør var der aldrig tvivl om udfaldet, idet HIH’erne ganske enkelt var deres modstander overlegne.

Siden kampen i slutningen af august måned har århusianerne haft en god periode og de østjyske tropper er blot ét point efter Herning-Ikast Håndbold i tabellen. Derfor er der også vigtige point på spil i sidste ligaopgør inden jul.

Et hold man ikke skal undervurdere

-Jeg forventer, at vi får en kamp med god fight og masser af tempo. Aarhus United har haft en rigtig god sæson ind til videre, og er derfor et hold, som man bestemt ikke skal undervurdere. Dog havde vi et rigtig godt tag på dem i vores første kamp, og det håber jeg gentager sig!, siger højrefløjen Annika Jakobsen.

-Vi går selvfølgelig benhårdt efter sejren, hvilket også vil give os et utrolig godt boost til den vigtige EHF Cup-kamp vi har på søndag.
Derudover er det sidste ligakamp inden landsholdspausen, og det vil derfor være utrolig dejligt at gå på pause med en sejr, slutter HIH-fløjen.

Opgøret spilles i Brabrandhallen i Århus Vest med kampstart klokken 20.15.