09.09.2019, 19:33 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

“Første rigtige test”

Herning-Ikast Håndbold står over for den nystartede sæsons foreløbigt sværeste opgør, når holdet tirsdag gæster Silkeborg-Voel KFUM.

Sæsonen er allerede godt i gang, og tirsdag aften er enhjørningerne fra Herning-Ikast Håndbold atter i aktion, når JYSK arena i Silkeborg danner ramme om en dyst mellem to lokale ligakonkurrenter.

Udekampen mod silkeborgenserne står til at blive sæsonens største udfordring indtil nu, mener cheftræner Mathias Madsen.

- Med al respekt for Ajax og Horsens, så er Silkeborg-Voel et bedre hold, og kampen bliver den første rigtige test for os. Derfor er det også klart, at vi skal være endnu skarpere på vores nye koncept, særligt fordi Voel også rigtig gerne vil løbe, og de er gode til det. Vi skal være dygtige på bolden og minimere antallet af tekniske fejl, fortæller Mathias Madsen, der fremhæver et par Silkeborg-profiler.

- De har nogle dygtige spillere i Sofie Bæk og Rikke Iversen, og så har de Jane Schumacher, som har spillet i ligaen længe og er en dygtig håndboldspiller. Jeg synes også, de er blevet styrket på målmandsposten med tilgangen af Filippa Idehn. Derudover er det jo et gensyn med nogle af vores gamle spillere, Louise Ellebæk og Helene Kindberg, og det er altid rart at møde nogle piger, der har været igennem vores håndboldskole, siger cheftræneren.

Selv om det godt kan gå hen at blive en tæt duel på lokalrivalernes hjemmebane, er han fortrøstningsfuld.

- Voel er et godt hold, og historisk set spiller vi intense og tætte kampe. Men jeg må også sige, at hvis man kigger på de to holdkort, synes jeg, at vi skal påtage os favoritrollen. Den håber jeg, at vi kan leve op til i en forhåbentlig velspillet og underholdende kamp, slutter Mathias Madsen.

Kampstart er kl. 20:00, og TV Sport sender live fra opgøret i JYSK arena. Tager du turen til Silkeborg, så vær opmærksom på, at du desværre IKKE kan anvende dit sæsonkort til IBF Arena som entrébillet, som det tidligere har været muligt.