20.09.2019, 12:53 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

“Flad måde at vinde på”

Mathias Madsen ærgrede sig over en grim afslutning på en flot kamp, da HIH gik i Final 4 | Mindre end 48 timer senere skal midtjyderne nu møde Odense ude. “Utilfredsstillende kampplanlægning,” kalder cheftræneren det.

Efter en afslutning med en del dommerpolemik, der efterlod spillere, tilskuere og TV-seere forvirrede, sikrede HIH sig torsdag aften en plads i Final 4 på en straffescoring af Helene Fauske med blot 14 sekunder tilbage.

Gæsternes cheftræner, Mathias Madsen, kunne godt have ønsket sig en kønnere afslutning på en kamp, der ellers havde stort set det hele.

- Jesper Jensen (cheftræner for Team Esbjerg, red.) tog to timeouts inden for de sidste fem minutter. Det må man ikke, og så er der straffekast. Men der var en del forvirring ved dommerbordet og tilsyneladende noget forsinkelse på hornet, så det er en flad måde at vinde på - det er der ikke nogen tvivl om - efter så flot en håndboldkamp. Det er ærgerligt for sporten, ærgerligt for TV-seerne og så videre. Der var noget forsinkelse på systemet åbenbart, som der skal styr på. Da Esbjerg får afsluttet til allersidst, og Jessica Ryde redder, er tiden jo gået, men her lyder uret først sekunder efter. Det må de hellere få styr på, siger Mathias Madsen og understreger, at den besynderlige afslutning dog ikke fjernede hele glæden fra pokalavancementet.

Kæmpe moral og kolde hoveder

- Vi er jo stadigvæk glade, og jeg synes, at vi spillede en rigtig god håndboldkamp. Det var en flot kamp, der var fysisk hård, og hvor dommerne tillod en hård linje, hvilket var fedt, når begge hold gerne vil spille fysisk uden at spille svinsk. I perioder lykkedes vi med at få løbet godt med dem og fik nogle lette mål, og med en anelse mere skarphed i visse situationer kunne vi have rykket lidt fra. Men det var tæt, og jeg vil rose pigerne for at udvise en kæmpe moral og for at holde hovederne kolde. Vi glæder os til at være en del af Final 4 igen og at have noget at spille for mellem jul og nytår, lyder det fra cheftræneren.

Utilfredsstillende programlægning
TV’2 programsætning af TV-kampe betyder, at Herning-Ikast Håndbold allerede skal i aktion igen lørdag, når holdet møder Odense Håndbold på udebane i HTH Ligaen. Med kampstart 16:10 går der altså mindre end 48 timer mellem to hårde kampe for enhjørningernes vedkommende.

Fynboerne spillede allerede tirsdag pokalkamp mod Viborg og får dermed - rundt regnet - to døgns længere restitutionstid end gæsterne fra HIH. Ubalancen i programlægningen skaber ikke just begejstring i den midtjyske lejr.

- Det er vi selvfølgelig på ingen måde tilfredse med. Overhovedet ikke. Vi får under to døgn til at restituere og forberede os mellem to hårde udekampe, og det er slet ikke optimalt eller godt nok. Det betyder jo, at vi - ikke mindst fysisk - vil have det noget sværere i kampen mod Odense, konstaterer Mathias Madsen.

Omstændighederne betyder dermed også, at trænerteamet og holdet må gribe kampen anderledes an, end man ellers ville have gjort, hvis de ydre forhold havde været mere optimale.

- Vi kommer til at bruge bredden mere, fordi de fysiske ressourcer selvsagt ikke vil være de samme som normalt. Taktisk skal vi igen være dygtige i forsvarsspillet, når vi nu skal ud på endnu én af de svære udebaner, for da kræver det bare, at vi kan stå solidt i vores 6:0-forsvar. Odense er et slagkraftigt hold, og de har haft pengepungen åben henover sommeren, hvor de har styrket sig yderligere med én af verdens bedste håndboldspillere, Nycke Groot. Det bliver en svær opgave, men vi tager derned med troen på, at vi kan vinde, lige som vi gjorde det mod Team Esbjerg, siger HIH-cheftræneren og slutter af med et P.S:

- Vi håber, at deres timeout-knap virker.