18.01.2020, 23:47 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Ung enhjørningeflok med karakter

Cheftræneren er godt tilfreds med pointet i Tyskland, der fastholder HIH’s stærke førerposition i gruppen. Han roser samtidig de mange unge spilleres præstationer.

Michala Møller - her i kamp mod Horsens HE - er blandt de unge spillere, som får store roser af Mathias Madsen.
 

Herning-Ikast Håndbold ligger mere end lunt i sin EHF Cup-gruppe.

Efter en forventet sejr hjemme over Storhamar overraskede holdet med en overbevisende sejr ude over russiske Lada, og denne lørdag aften imponerede enhjørningerne så på ny, da de tog point ude mod SG Bietigheim.

Det efterlader Mathias Madsen, cheftræner for Herning-Ikast Håndbold, med en god fornemmelse.

- Vi spillede en stærk anden halvleg, der lod os hente det ene point. Det giver et godt udgangspunkt før hjemmekampen mod Bietigheim, som vi gerne skal slå samlet for at tage førstepladsen i gruppen. Vores første halvleg var skidt, men jeg er meget tilfreds med spillet efter pausen, siger Mathias Madsen.

En halv sejr
Mulighederne var der sågar også for midtjysk sejr, men med et reddet straffekast af Jessica Ryde blot 22 sekunder før tid er HIH-træneren godt tilfreds med uafgjort.

- Vi havde et moment, hvor vi kom helt op, og så smed vi to dumme mål væk på ingen tid. De mål fik vi hentet igen, og så så det egentlig fint ud. Vi brændte en stor chance til sidst, inden de brænder straffe til allersidst. Jeg synes, det var meget fair med ét point til begge sider, og det ene point er meget mere værd for os, end det er for Bietigheim; for os er det en halv sejr, og for dem er det et halvt nederlag. Nu har vi været på to svære udebaner i Rusland og Tyskland, og vi har hentet tre point, hvilket viser den karakter, der er i holdet, fortæller den midtjyske håndbolddirigent.

Unge midtjyder mod etablerede landsholdsstjerner
Den helt store helt i den absolutte afslutning var Jessica Ryde, men Mathias Madsen fremhæver især de unge spilleres indsats i det sydtyske. 

- Man bliver jo nødt til at nævne Ryde, der redder os til allersidst, men Englert havde en stor finger med i spillet. Hun havde helt styr på, hvor straffekastet kom, lyder det fra Mathias Madsen, der fortsætter.

- ‘Mich’ (Michala Møller, red.) spillede rigtig fint. Hun gik ind på en svær udebane og leverede varen, og det glæder mig at se, når de unge spillere gør det godt. Vi skal lige huske på, at det altså er en u19-spiller, der her er oppe mod ét af de bedste, tyske hold - på udebane. Cecilie Brandt, som også er u19-spiller, var med i 45 minutter på højrefløjen, og en 20-årig Naja Nissen passede venstre fløj igennem størstedelen af kampen. Det viser altså, at vores unge spillere kan noget. Fauske kan vi nævne samtidig med, for man glemmer let, at hun fortsat er en ung spiller på 22 år, fordi hun er en bærende spiller og har været det længe allerede.

- Vi kommer her med en flok u19-piger kombineret med nogle rigtig dygtige rutinerede spillere, og både i denne kamp i Tyskland og ovre i Rusland er de trådt i karakter på en udebane, hvor modstanderens holdkort er fyldt med landsholdsspillere. De unge spillere blomstrer altså her i klubben, slutter en veltilfreds Mathias Madsen, før turen går hjem til Midtjylland med endnu et stærkt europæisk resultat i kufferten - og måske en enkelt tysk øl i maven.