09.02.2020, 18:43 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Trods nederlag: HIH napper førstepladsen

Herning-Ikast Håndbold tabte hjemme til Lada men slutter som nummer ét i sin EHF Cup-pulje.

 

Med point hjemme mod russiske Lada kunne Herning-Ikast Håndbold definitivt sikre førstepladsen i Gruppe D af EHF Cup, uagtet resultatet af puljens andet opgør mellem Bietigheim og Storhamar. Samtidig skulle enhjørningerne tilbage på sejrssporet efter tre nederlag i træk, og det kunne passende ske mod det russiske storhold, som man besejrede overbevisende på udebane i en defensivt stærk præstation.

Det blev dog alt andet end en gentagelse denne søndag eftermiddag i IBF Arena. HIH fik en horribel åbning, der kom til at forfølge dem opgøret ud. Selv i undertal var russerne bedre, og da hans mandskab havde lukket syv mål ind efter bare syv minutter, måtte Mathias Madsen smide sit første timeout-kort.

Efter ti minutter byttede han også Jessica Ryde ud med Sabine Englert, og de to keepere kom til at bytte flere gange. Ingen af de midtjyske målvogtere fik nemlig for alvor fat i et opgør, hvor der da heller ikke kom megen assistance fra forsvaret. I store perioder scorede russerne efter behag, og en presset midtjysk trænerbænk måtte tage timeout nummer to efter kun 16 minutter, hvor stillingen var 5-12.

Kortvarigt var der tegning til midtjysk comeback, da Sarah Iversen og to gange Helene Fauske sørgede for 9-15 fra 6-15, og sidstnævnte var for alvor kommet i gang. Offensivt leverede hun en decideret en-mands-forestilling for midtjyderne, men selv hendes imponerende ni mål før pausen var ikke nok til omgangshøjde. Stillingen var således 12-18, da de to mandskaber gik i omklædningsrummene.

Der skulle noget ekstraordinært til i anden halvleg, hvis det truende nederlag skulle vendes, men det havde HIH ikke på dagen. En enkelt gang i anden halvleg var chancen der alligevel for minus fire i et lille midtjysk momentum, men det forpurrede holdet selv, og øjeblikke senere var afstanden tilbage på syv mål - den hyppigste føring til udeholdet.

Som halvlegen forløb og nederlaget mere og mere lignede en realitet, roterede værterne i højere og højere grad. Det betød masser af spilletid i bagkæden til Michala Møller, Emilie Steffensen og Julie Jensen, der alle fandt vej til målet. Slutresultatet fik de dog ikke ændret på; Lada-spillerne satte på intet tidspunkt foden på bremsen, og det endte 28-38 i IBF Arena.

Trods nederlaget ender HIH - der allerede var sikre på en kvartfinaleplads - fortsat på førstepladsen. I gruppens andet opgør slog Bietigheim nemlig Storhamar med 28-27, og dermed går Herning-Ikast Håndbold videre som nummer ét med syv point, mens Lada bliver toer med seks point. Russerne er indbyrdes bedre end Storhamar, der ellers ligeledes ender på seks point.

 

Stillinger undervejs:
0-2, 2-5, 3-7, 5-12, 5-13, 6-15, 9-15, 12-17, 12-18 (pause), 13-20, 15-22, 19-26, 23-32, 25-35, 28-38 (slut)

Kampens HIH-spiller:
Naja Nissen Kristensen

Tilskuere:
756 i IBF Arena