19.11.2018, 22:14 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

Stolte HIH’ere: En oplevelse og en HOLDsejr

HIH’erne leverede en pragtpræstation, da de søndag sikrede sig en billet til EHF Cuppen.

Herning-Ikast Håndbold leverede en mandfolkepræstation, da de søndag eftermiddag bookede en billet til gruppespillet i EHF Cuppen.

På udebane besejrede Kristian Kristensens tropper det rumænske storhold SCM Ramnicu Valcea med 19-21 og sikrede sig dermed mindst seks europæiske opgør i det nye år.

Læs kampreferatet HER

Det rumænske mandskab, som har hele 14 landsholdsspillere på holdkortet, har haft en fremragende start på denne sæson, hvor de indtil nu er ubesejrede i den nationale liga og tilmed har slået de firedobbelte rumænske mestre fra CSM Bucuresti på udebane.
Endvidere har SCM Ramnicu Valcea ikke tabt på hjemmebane siden maj måned, og det var derfor også nogle meget stolte HIH-spillere efter kampen.

En oplevelse og en HOLDsejr

-Vi tog til Rumænien med et godt udgangspunkt, men også bevidste omkring det pres vi ville blive pålagt. Det var en vanvittig oplevelse! Vi kunne ikke kommunikere ordenligt, fordi larmen var så enorm! Deres fans var med til at bære dem frem i 1. halvleg.
Efter pausen indhentede vi langsomt et mål af gangen og formåede at holde dem nede på kun 5 scoringer, det betød også at luften langsomt gik ud af ballonen - både hos de rumænske spillere og deres fans, fortæller Sarah Iversen.

-Det var en oplevelse og en holdsejr, med tryk på HOLDsejr, som har rustet os og gjort os stærkere som mandskab. Jeg er så stolt af den fight, den indstilling og det fokus som hver enkelt spiller tog med sig på banen!, slutter Sarah Iversen.

Det var mega fedt

-Det var en svær udebane at spille på, og med et ekstremt tryk fra hjemmepublikum.
Jeg er rigtig stolt af hele holdet og den præstation, som vi sammen leverede.
Det var mega fedt at vinde dernede (i Rumænien red.) og dermed sikre en plads i gruppespillet i EHF Cuppen, siger Tonje Løseth.

-Nu venter der lidt håndboldfri, og så skal vi bruge december måned på at træne hårdt!, slutter nordmanden.

Torsdag den 22. november klokken 11.00 er der lodtrækning til EHF Cuppens gruppespil og den kan følges live på EHF's Facebook- og Youtube-side.