22.01.2021, 09:19 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Spændende opgave venter lørdag

Tidligt fredag morgen begav truppen sig af sted mod Ungarn, hvor Váci NKSE venter i tredje runde af EHF European League.

Efter den fine sejr over København Håndbold, er det straks videre til næste opgave, så lige for tiden er der ikke meget tid til at dvæle over hver enkelt kamp, og kampen lørdag bliver, i følge cheftræner Kasper Christensen, en spændende opgave, mod et godt ungarsk hold.

"Det bliver en spændende test mod et fint ungarsk hold, der havde tre spillere med i den ungarske trup til EM i december. Vores base skal igen være i defensiven og her har vi nogle fine oplevelser at tage udgangspunkt i fra de sidste kampe. Offensivt skal vi finde løsninger mod et offensivt 6:0 forsvar", lyder den korte analyse fra Kasper Christensen.

Efter kampen i onsdags var han meget tilfreds med holdets indsats, hvor især defensiven så stærk ud, hvilket gav sig udslag i blot 19 mål til København Håndbold, og så var der også rosende ord til Simone Petersen, der spillede en flot kamp med otte mål til følge.

"Defensivt er det vel noget af det bedste som vi har leveret i denne sæson, og det voldte København store problemer i det meste af kampen. Vi får lige en periode i 2. halvleg, hvor København kommer frem til for mange kontrascoringer, men det får vi talt om i en timeout, og derfra så det igen meget stærkt ud. Simone Petersen er virkelig inde i en god periode, og jeg er meget tilfreds med det jeg ser fra hende lige nu. Efter kampen i Aarhus talte vi om, at det var hendes bedste præstation, men med præstationen i dag (onsdags, red) så er den nok allerede stukket", konstaterer Kasper Christensen.