19.10.2019, 21:25 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Sovepude og lærepenge i Hviderusland

Herning-Ikast Håndbold er sikkert videre til 3. runde af EHF Cup, men assistenttræner Anders Friis er skuffet over nederlaget og en mindre god indsats i kamp to.

Arkivfoto: Anders Friis har vikarieret som cheftræner i Hviderusland.

 

Med en storsejr på 33-21 fredag havde enhjørningerne fra Herning-Ikast Håndbold allerede det ene ben i 3. runde af EHF Cup, da holdet lørdag aften spillede returopgør mod hviderussiske HC Gomel.

Avancementet kom da heller aldrig i fare, men indsatsen samt et overraskende nederlag på 21-25 skuffer Anders Friis, der agerer midlertidig cheftræner på turen.

- Lige nu er jeg ærgerlig over at have tabt en kamp. Jeg hader at tabe, og det gør pigerne også, og det er især ærgerligt i dag, for vi er et bedre hold og burde have vundet - længere er den ikke. Man bliver selvfølgelig ikke 16 mål dårligere fra den ene dag til den anden mod samme modstander, så nu skal vi arbejde kampen lidt igennem, og derefter skal vi have pakket ærgrelsen væk og glæde os over vores videre avancement. Vi fik jo trods alt, hvad vi kom efter, fortæller Anders Friis, der i sommers trådte til som assistenttræner for Mathias Madsen.

Gode lærepenge for ung som gammel
Med storsejren i kamp ét var nederlaget på fire mål i returmødet heldigvis “gratis”. Assistenten håber, at holdet kan bruge erfaringen fra opgøret fremadrettet.

- Hele aftrykket blev, at vi ikke gjorde tingene ordentligt, og at vi sjuskede meget. Vi gjorde os ikke umage, og det er dét, der irriterer mig mest. Lige nu skal vi være glade for, at vi vandt med 12 i går, for havde vi kun vundet med fem mål, kunne det være blevet noget rigtigt rod i en kamp som denne. Storsejren blev nok en sovepude hos nogle af os, og det er jeg lidt træt af, siger Anders Friis og fortsætter:

- Alt i alt må det være nogle gode lærepenge for os alle sammen. Vi har flere unge med, som aldrig tidligere har spillet europæisk, og som finder ud af, hvad det kræver, og hvad det vil sige at spille internationalt. Men de unge skal jo naturligvis også have chancen og kastes ud i det for at lære og for at blive bedre i situationer som disse. For de rutinerede kræfters vedkommende handler det om at bevare fokus og ikke lade sig påvirke af omgivelserne og af ydre faktorer, som man ikke kan gøre noget ved, eksempelvis kendelser. Det er deres lærepenge. Og så skal vi lære at være skarpe. Vi kom egentlig på 19-19, hvor vi brænder tre helt frie hundredeprocentchancer, og da skal vi simpelt hen bare være dygtigere, slutter Anders Friis.

Teamet rejser hjem søndag morgen og spiller allerede igen onsdag på udebane i HTH Ligaen. Her bliver turen dog knap så lang som til det sydøstlige Hviderusland, når modstanderen er EH Aalborg.
 

Målscorere for HIH (mål/forsøg):
Jeanett Kristiansen 4/6
Vilde Johansen 3/3
Michala Møller 3/5
Tonje Løseth 3/7
Julie Gantzel 2/2
Stine Skogrand 2/6
Emilie Steffensen 1/1
Annika Jakobsen 1/1
Julie Jensen 1/1
Cecilie Brandt 1/2
Sarah Iversen 0/1
Naja Nissen Kristensen 0/4