04.01.2020, 19:17 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Skuffet Madsen ser frem til nordisk møde

Fredagens pointtab skal pakkes væk med en søndagssejr over Storhamar i EHF Cup. Målet er avancement fra gruppespillet.

 

Herning-Ikast Håndbold gik fra eufori efter pokaltitlen til at komme helt ned på jorden igen blot få dage senere. Første ligakamp i 2020 endte således med et uventet pointtab ude mod Ajax København, der ved pausen var foran med hele 15-9.

Cheftræneren for enhjørningerne var da selvsagt heller ikke tilfreds med, at holdet kunne falde så dybt mod de undertippede københavnere.

- Det er sjældent, at jeg er skuffet over pigerne, men det var jeg denne gang. Det var en meget skuffende præstation. Deres mentale tilgang til kampen var slet ikke god nok, og de var ikke dygtige nok til at omstille sig fra pokalrusen til de små rammer i Bavnehøj Arena. Det er vigtigt, når man er professionel håndboldspiller, at man kan forberede sig og være klar til alle kampe, også selv om det er en udekamp mod Ajax, så nu er der et næsten helt hold, der skal kigge indad. Vi havde forberedt os på akkurat samme, grundige måde som altid, og Anders (Friis, red.) og jeg havde pointeret, hvor meget det krævede. Indstillingen og spændingsniveauet var bare ved siden af, men nu håber jeg, at de hver især reflekterer over den tilgang, de havde til kampen, så vi i det mindste kan lære af det, lyder det fra Mathias Madsen, der dog var rigtig godt tilfreds med én af sine spillere.

- Englert viste virkelig vejen, da hun kom ind, og hun er nok det bedste eksempel på, hvordan man skal gribe sådanne kampe an og ikke kan slække det mindste. Hun havde afgørende betydning for, at vi fik et point med hjem, siger han om den nykårede pokalfighter, Sabine Englert, der stod på lige præcis 50 %.

Forventer fysisk kamp
Allerede søndag venter en ny opgave, når norske Storhamar gæster IBF Arena i EHF Cup-gruppespillet. For en håndfuld af enhjørningerne bliver mødet en tand mere særligt end for resten af truppen.

- Det er jo en rigtig spændende kamp for vores norske spillere, og jeg ved, at de glæder sig til at møde Storhamar. Derudover bliver det interessant at se Storhamars niveau. De har været lidt svingende i den norske liga, men senest spillede de en fin pokalfinale mod Vipers Kristiansand og havde til sidst muligheden for at komme helt op, fortæller Mathias Madsen og sætter ord på selve holdet.

- De har mange spændende spillere. Deres nok bedste spiller er Guro Nestaker, men hun har været lidt skadet på det seneste, og vi ved ikke, om hun er med. Ellers er det værd at holde øje med deres fløje, særligt Emilie Hovden på højre fløj. Overordnet set er det et hold med dygtige brudspillere, som spiller friskt til og er fysisk stærke, som vi kender det hos norske spillere. Derfor skal vi forberede os på en fysisk kamp. Derudover står de i en klassisk, norsk 6:0’er, og den formation burde ligge godt til os, lyder det videre fra HIH-cheftræneren.

Målet er avancement
Søndagens møde bliver kamp ét af seks i gruppen, men målet er klart.

- Vi glæder os altid til disse europæiske kampe, for det er sjovt at møde nogle stærke, udenlandske hold. Samtidig har vi en ambition om at gå videre fra puljen, og det betyder, at vi skal være skarpe i alt, hvad vi gør, for vi skal have en sejr, slutter Mathias Madsen.

Der er kampstart i IBF Arena søndag kl. 15:00.