08.01.2021, 08:00 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Så gælder det EHF European League

I morgen eftermiddag går det endelig løs igen med europæisk håndbold, når gruppespillet i EHF European League starter. Første modstander bliver russiske HC Zvezda.

Det russiske hold er blandt de bedste i den russiske liga, dog med et stykke op til CSKA Moskva, Rostov-Don og Lada Togliatti, men Herning-Ikast-træner, Kasper Christensen forventer dog, en særdeles svær kamp, hvor vi nok skal få rigeligt at se til.

"Det bliver spændende at komme i gang med de europæiske kampe, men også lidt nervepirrende, fordi vi ved ikke helt, hvad Zvezda kommer med. Vi har selvfølgelig set noget video med dem, men den russiske håndboldkultur er jo ikke som den danske. Det er et hold, der har nogle gode individuelle spidskompetencer, blandt andet med nogle store stregspillere, men til gengæld er strukturen dårligere umiddelbart i deres stationære spil, så vi er meget spændte på, hvad der egentlig venter os", fortæller Kasper forud for kampen lørdag klokken 13.30.

Det er efterhånden ved at være en del år siden, at Zvezda sidst blev russisk mester, og som det ser ud lige nu, så er de et stykke efter den absolutte top i den russiske liga, men Kasper Christensen har en klar forventning om, at de sagtens kan matche os.

"De er vel blandt de fem-seks bedste i Rusland, hvor de er lidt bagefter nogle af mastodonterne derovre, men det er uden tvivl et godt hold og helt sikkert på vores niveau, så det bliver svært og vi skal levere på øverste hylde, for at vinde", fastslår han.