01.03.2020, 19:11 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Power-præstation sikrer godt udgangspunkt

På en stærk anden halvleg i Rumænien skabte Herning-Ikast Håndbold fundamentet for en semifinalebillet. Holdet sejrede med tre i den første kvartfinalekamp og spiller retur hjemme næste søndag.

Arkivfoto: Helene Fauske i kamp mod russiske Lada i EHF Cup-gruppespillet. Playmakeren scorede syv gange i Rumænien.

 

Efter to ud af fire halvlege mod rumænske Gloria Bistrita i EHF Cup-kvartfinalen er overhånden på midtjyske hænder. Det står klart efter slutcifrene 26-29 i det nordlige Rumænien.

Puljeetterne fra Gruppe D var ellers på en svær udebane, hvor hjemmeholdet i slutningen af januar måned besejrede Odense Håndbold med 25-23 i gruppespillet. I begyndelsen var det da også til at se, hvorfor rumænerne havde kunnet forvolde stjernebesætningen fra Odense problemer.

I første halvleg havde Herning-Ikast Håndbold svært ved at komme igennem det fysiske og aggressive forsvar, som værterne praktiserede. Heldigvis var træfsikkerheden fornuftig, når først bolden kom på mål, hvilket lod enhjørningerne hænge på, men alligevel måtte holdet nøjes med bare ti scoringer ved pausen. Det skulle dog blive langt bedre i anden halvleg.

Efter 13-10 ved halvtid kom der nemlig bedre flow i det midtjyske spil, og det fik gang i scoringerne. I undertal reducerede Sarah Iversen til 14-13, og Jeanett Kristiansen stod for udligningen kort efter, da hun scorede til 15-15. Den første HIH-føring kom på straffekast, da Helene Fauske omsatte efter en ulovligt stoppet kontra på Cecilie Brandt. 16-17, og holdet kørte fortsat på i jagten på et solidt udgangspunkt for kamp to.

Fra fløjen gjorde Emma Friis det til 17-19, og Sarah Iversen nettede til 17-20 efter 45 minutter. I midtjysk undertal kom rumænerne dog op på 20-21, men efter et stærkt tilkæmpet straffe af Vilde Johansen blev det 22-24 ved Stine Skogrand. Da Emma Friis nettede til 23-26 på kontra, var der atter god luft, mens minutterne gik til midtjysk fordel.

Hullet blev dog snart lukket af Gloria, da flere kendelser på meget kort tid fra de græske dommere gik hjemmeholdets vej. Endnu et undertal blev startskuddet til et rumænsk comeback til 26-26 med få minutter tilbage, og pludselig var det helt store udgangspunkt borte.

Udeholdet lod sig dog ikke slå ud af den pludselige modgang, og som så mange gange før i denne sæson udviste de midtjyske spillere stor moral og stærk preshåndtering på europæisk udebane. Helene Fauske kæmpede sig til 26-27, og efter en redning af Jessica Ryde kom Emma Friis fri til 26-28. Endnu et rumænsk angreb blev bremset i HIH-defensiven, og med godt et halvt minut tilbage satte Helene Fauske trumf på med sin træffer til 26-29.

Et frikast til Gloria efter tid kom på mål, men Jessica Ryde var årvågen og parerede bolden forbi buret.

Dermed sidder Herning-Ikast Håndbold med trumfen i hånden før returopgøret, der spilles i IBF Arena i Ikast søndag den 8. marts med kampstart kl. 15:30.

>> KØB BILLET >>

Stillinger undervejs:
6-3, 6-5, 8-8, 11-8, 13-10 (pause), 14-13, 16-17, 17-20, 20-21, 22-24, 23-26, 26-26, 26-29 (slut)

Mål/forsøg:
Helene Fauske 7/8, Emma Friis 7/11, Stine Skogrand 5/6, Sarah Iversen 2/2, Annika Jakobsen 2/3, Cecilie Brandt 2/3, Jeanett Kristiansen 2/5, Tonje Løseth 1/1, Julie Jensen 1/1