10.11.2018, 15:48 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

Herning-Ikast Håndbold sendte rumænsk tophold hjem med øretæve

HIH’erne sikrede sig et godt udgangspunkt før returopgøret i Rumænien

Her til eftermiddag spillede Herning-Ikast Håndbold det første opgør i 3. kvalifikationsrunde i EHF Cuppen, da det rumænske tophold SCM Ramnicu Valcea var på besøg.

Foran 1622 tilskuere i IBF Arena vandt Kristian Kristensens mandskab et målfattigt opgør med 22-16 og sikrede sig dermed et godt udgangspunkt forud for returopgøret i næste uge.

De rumænske gæster startede opgøret bedst og var efter 20 minutters spil foran med 3-5. Herfra lukkede svenske Jessica Ryde af i målet og holdt buret rent resten af halvlegen. I den anden ende nettede Emilie Steffensen en enkelt gang og Trine Troelsen tre gange i træk, og derfor kunne hjemmeholdet gå i omklædningsrummet med en pauseføring på 7-5.

HIH’erne kom buldrende ud til anden halvleg og scorede tre gange i træk til stillingen 10-5 og samtidig fortsatte en storspillende Jessica Ryde i målet med at pille pynten af gæsternes skytter.

Hjemmeholdet holdt rumænerne bag sig i resten af opgøret og kunne efter 60 minutters spil juble efter sejren på 22-16.

Returopgøret spilles på næste søndag i "Traian" Sport Hall i Valcea klokken 15.30. Inden da spiller Herning-Ikast Håndbold deres sidste ligakamp i 2018, når de på onsdag tørner sammen med Aarhus United på udebane.

Kampen i tal: Herning-Ikast Håndbold - SCM Ramnicu Valcea 22-16 (7-5)

Herning-Ikast Håndbold: Helene Fauske 6, Trine Troelsen 6, Louise Burgaard 3, Annika Jakobsen 2, Sarah Iversen 2, Emilie Steffensen 1, Emma Friis 1 og Tonje Løseth 1

SCM Ramnicu Valcea: Natalia Vasileuskaya 6, Marta Lopez Herrero 3, Iryna Glibko 2, Alicia Fernandez Fraga 2, Elena Cristina Florica 1, Ana Maria Popa 1 og Samara Da Silva Vieira 1

Stillinger undervejs: 1-2, 3-5, 7-5, 10-5, 13-8, 16-11, 19-13, 22-16

Udvisninger:
Herning-Ikast Håndbold: 2
SCM Ramnicu Valcea: 1

Tilskuere: 1622 i IBF Arena