17.11.2018, 23:46 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

Helene Fauske: Vi vil fighte fra start til slut

HIH’erne spiller søndag eftermiddag for en plads i gruppespillet i EHF Cuppen.

Fredag morgen drog spillerne fra Herning-Ikast Håndbold til Rumænien, hvor de skal forsøge at tilspille sig en plads i gruppespillet i EHF Cuppen.

I sidste uges første møde med topholdet SCM Râmnicu Vâlcea vandt Kristian Kristensens tropper med 22-16 og sikrede sig dermed et godt udgangspunkt inden dagens returopgør.

Der venter uden tvivl HIH’erne et møde med en stærk modstander, som endnu ikke har tabt en ligakamp i den rumænske række, og som ikke har tabt en hjemmekamp siden maj måned.

Vil fighte fra start til slut

-Der venter os et svært returopgør i Rumænien. Vi ved dog hvad der venter os, og vi ved hvad der fungerer og hvad vi skal have ændret på forud for kampen.
Der bliver helt sikkert fyldt på tilskuerrækkerne, hvor hjemmeholdets fans vil larme og gøre det svært for os, siger Helene Fauske.

-Vi går ind til kampen med stor fokus og vi vil fighte fra start til slut for at opnå avancement, slutter nordmanden.

Eftermiddagens opgør spilles i ”Traian” Sport Hall i Valcea med kampstart klokken 14.30.