05.01.2019, 14:30 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

Helene Fauske inden europæisk opgør: Vi er klar!

HIH’erne indleder i aften EHF Cuppen på udebane mod Siófok KC.

Herning-Ikast Håndbold spiller senere i dag deres første kamp i gruppespillet i EHF Cuppen.

Det midtjyske mandskab er rejst til Balatonsøen i Ungarn, hvor der venter et opgør mod det stjernespækkede mandskab fra Siófok KC.

Det ungarske mandskab har en imponerende trup med flere landsholdsspillere på næsten alle positioner, og holdet må også formode at være gruppens favorithold.
Foruden Herning-Ikast Håndbold og Siófok KC, tæller puljen også tyske TuS Metzingen og svenske IK Sävehof.

Der er ikke noget, som hedder ”flink-pige”

-I dag spiller vi mod et meget godt hold, som har flere landsholdsspillere på de fleste positioner. Det bliver virkelig en fed kamp at spille! Vi skal fortsætte med at stå godt i forsvaret og være kompakte. I dag er der ikke noget, som hedder ”flink-pige”, for Siófok skal huske tilbage på, at HIH er et stærkt fysisk hold, som man slår sig på, siger Helene Fauske.

Vi er klar!

-I angrebet skal vi være tålmodige og spilles os til de gode chancer. Vi er klar!, slutter Helene Fauske.

Husk, at du kan følge med i kampen direkte via link til livestreaming på vores Facebook-side.

Opgøret spilles i Kiss Szilárd Arena i Siófok klokken 18.00.