Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK
18.10.2019, 20:47 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen
Herning-Ikast Håndbold vandt med 12 mål i den første af to EHF Cup-kampe mod HC Gomel. Kamp to spilles lørdag.
Vejen videre fra 2. runde af EHF Cup synes banet for Herning-Ikast Håndbold, der vandt den officielle hjemmekamp mod hviderussiske HC Gomel med 33-21 (begge opgør spilles i Gomel i Hviderusland).
De første godt 20 minutter var ellers tætte, og med flere hviderussiske føringer undervejs fulgtes holdene ad indtil 9-9. Men herefter stod der HIH på det meste, og midtjyderne kunne tage en føring på 15-11 med til pause.
Hviderusserne var dog ikke helt færdige og kom lidt igen med 20-17 og 21-18, men “hjemmeholdet” fra Midtjylland var i kontrol og begyndte herfra langsomt at overløbe Gomel-spillerne.
På en træffer af Jeanett Kristiansen fem sekunder før tid endte det 33-21 til Herning-Ikast Håndbold, der dermed har meget gode forudsætninger for videre avancement.
Lørdagens returkamp spilles samme tid og sted, nemlig kl. 18:00 i Sport Palast i Gomel.
Målscorere for HIH (mål/forsøg):
Stine Skogrand 8/8
Jeanett Kristiansen 8/11
Emma Friis 6/8
Vilde Johansen 4/6
Annika Jakobsen 3/4
Sarah Iversen 3/6
Naja Nissen Kristensen 1/1
Tonje Løseth 0/2
Julie Jensen 0/2