16.11.2019, 16:07 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Friis: Vi er bedre - og derfor skal vi videre

Afgørelsens time venter i søndagens EHF Cup-dyst om europæisk avancement.

 

Søndag eftermiddag spiller Herning-Ikast Håndbold sin sidste hjemmekamp i år 2019 - og den sidste kamp før VM i Japan.

På spil er en plads i EHF Cup-puljespillet, og før eftermiddag bliver til aften har enten HIH eller gæsterne fra Nykøbing Falster Håndboldklub trukket sorteper. Assistenttræner for enhjørningerne, Anders Friis, vil vise holdets styrke i egen hule og snuppe pladsen fra ligakonkurrenterne.

- Vi er på hjemmebane, vores base, og vi skal vise, at her er det os, der bestemmer. Vi er et bedre hold end dem, og derfor er det også os, der skal tage det videre avancement. Det er en kamp, der skal vindes, lyder det fra assistenttræner Anders Friis.

Efter 23-23 i det første opgør er forudsætningerne fornuftige, før det skal afgøres søndag eftermiddag.

- Vores udgangspunkt er fint, og vi er sikre på at gå videre, hvis blot vi vinder, hvor stor eller lille sejren end bliver. Det er helt okay før en returkamp mod en stærk modstander som NFH, siger Anders Friis, der mener, at holdet står godt rustet til det afgørende møde.

- Som altid har vi forberedt os grundigt, og vi har arbejdet med nogle af de svagheder, vi mener, vi kan udnytte hos dem. Vi er også endnu bedre stillet nu over for deres 7-mod-6-spil, som de scorede en del mål på i den første kamp - hvilket vi dog også fik justeret fint i kampens løb. Vi har haft nogle gode træninger på det seneste, og vi føler os taktisk velforberedt. Vi er klar til at gå til VM-pause med en plads i europæisk gruppespil, slutter Anders Friis.

Returkampen spilles søndag kl. 15:00 i IBF Arena, og du kan købe din billet via knappen nedenfor.

>>> KØB BILLET >>>