21.10.2019, 16:40 | Af: Louise Ø. Nielsen | Foto: Hamistolen

Følg lodtrækningen til EHF Cuppens tredje runde

Lodtrækningen til EHF Cuppens tredje runde finder sted i morgen tirsdag den 22. oktober kl. 11

Med en samlet sejr på 54-46, over hviderussiske HC Gomel i weekendens to opgør, blev det afgjort, at enhjørningerne er klar til næste runde i årets EHF Cup. I morgen bliver den videre skæbne for holdet så afgjort, når der på EHFs kontor i Wien bliver trukket lod, og holdets kommende modstander i europæisk sammenhæng bliver afsløret.

24 hold fra ti forskellige lande er repræsenteret i bowlerne. Danmark har fire hold med, det samme har Ungarn og Rusland. Dermed er Danmark med i gruppen af lande, som er stærkest repræsenteret i EHF Cuppens tredje runde.
De danske repræsentanter er, ud over de midtjyske enhjørninger, Nykøbing F. Håndbold, Odense Håndbold og København Håndbold. Heraf kan Herning-Ikast Håndbold trække Nykøbing og Odense, som begge er placeret i den modsatte bowle.

Der er i alt ni tidligere vindere af de europæiske klubturneringer på plads i bowlerne til lodtrækningen. Dette er inklusiv de forsvarende EHF Cup mestre fra Siófok KC Hungary, som Herning-Ikast Håndbold sidste år krydsede klinger med af to omgange i EHF Cuppens Gruppespil.

Det vil være muligt at følge streamingen af lodtrækningen live på EHFs facebookside, som du finder et direkte link til ved at trykke her.

Første del af EHF Cuppens tredje runde bliver spillet den 9./10. november og anden del bliver spillet ugen efter. De 12 vindere af disse kampe kvalificerer sig til gruppespillet, hvor de bliver parret med de fire lavest rangerende hold fra DELO WOMEN’s EHF Champions League gruppespillet.

Women’s EHF Cup 2019/20 seedning for tredje runde:

Seedningslag 1:

Nykøbing Falster Håndbold (DEN)
Odense Håndbold (DEN)
Rocasa Gran Canaria (ESP)
OGC Nice Cote d Azur Handball (FRA)
Thüringer HC (GER)
ÉRD HC (HUN)
Siófok KC Hungary (HUN)
Storhamar Handball Elite (NOR)
CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud (ROU)
Handball Club Lada (RUS)
ZORK Jagodina (SRB)
Kastamonu Belediyesi GSK (TUR)   

Seedningslag 2:

Herning-Ikast Håndbold (DEN)
København Håndball (DEN)
ESBF Besancon (FRA)
Nantes Atlantique Handball (FRA)
DVSC Schaeffler (HUN)
Vaci NKSE (HUN)
Tertnes Bergen (NOR)
CSM Corona Brasov (ROU)
Magura Cisnadie (ROU)
Astrakhanochka (RUS)
HC Zvezda (RUS)
Kuban (RUS)