11.02.2020, 11:15 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

EHF Cup-lodtrækning sender HIH til Rumænien

Sidste års midtjyske semifinaledeltagere skal møde Gloria Bistrita i EHF Cup-kvartfinalen. Mathias Madsen tror, at Herning-Ikast Håndbold kan nå langt.

Gruppefasen i indeværende sæson af EHF Cup er ovre, og som vinder af Gruppe D skulle Herning-Ikast Håndbold parres med én af toerne fra de tre andre puljer.

Tirsdagens lodtrækning faldt ud således, at midtjyderne skal en tur til Bistrita-Nasaud i det nordlige Rumænien, et par timers kørsel nordøst for storbyen Cluj-Napoca. Her møder holdet Clubul Sportiv Gloria 2018 Bistrita-Nasaud, bedre kendt blot som Gloria Bistrita. En fornuftig lodtrækning, mener Mathias Madsen.

- Jeg synes, vi har en god sportslig chance mod dem. Tyrkerne er nok den svageste modstander af de tre, vi kunne trække, og så var der Podravka som den nok stærkeste, så vi er fint tilfredse. Gloria var i gruppe med Odense, som vandt sikkert hjemme og tabte snævert ude i en kamp, hvor de ikke ligefrem var heldige med dem i sort, så ud fra dét indtryk tænker jeg, at vores chancer er ganske fornuftige, fortæller cheftræneren for HIH.

Semifinaleparringerne blev ligeledes udtrukket tirsdag, og også her er han udmærket tilfreds med den matchning, der kan vente i en eventuel semifinale.

- Den videre lodtrækning ser også fornuftig ud; hvis vi går videre til semifinalen, venter vinderen af Podravka/Thüringer, hvilket er rigtig fint. Jeg synes, vores chancer for at nå langt er gode, hvis vi rammer niveau, siger Mathias Madsen.

Opgørene er endnu ikke programsat endegyldigt, men hjemmekampen mod Gloria Bistrita bliver enten den 7. eller 8. marts.