18.01.2020, 21:47 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Dramatisk point til EHF Cup-kontoen

HIH er fortsat ubesejret i sin gruppe, efter et tæt europæisk drama i Sydtyskland endte uden vinder. Jessica Ryde reddede straffekast sekunder før tid.

 

Én gang tidligere i opgøret er hun kommet ind fra bænken og har nappet et straffekast. Nu står Jessica Ryde der endnu engang, over for Maura Visser og med blot 22 sekunder tilbage på det halur, der også viser 26-26 i scoringer.

Presset er enormt på både svenskeren i målet og hollænderen med bolden i hænderne. De ved begge, at det ikke blot handler om point, men at gruppens førsteplads er i spil.

Visser skyder - og Ryde redder igen!

Hurtigt giver hun bolden op, og de midtjyske spillere stormer mod Bietigheim-målet. Få sekunder har de til at få afsluttet og hente en dramatisk sejr i de absolut døende sekunder. Helene Fauske forsøger sig. Nordmanden har været én af Herning-Ikast Håndbolds bedste denne lørdag aften, men skuddet går i paraderne og dumper forbi værternes mål.

Det ender således uden vinder i Arena Ludwigsburg, men det kan enhjørningerne være fint tilfredse med, når de vender snuden retur mod Danmark. Efter tre gruppekampe - heraf udekampe mod begge de formodede stærkeste modstandere, Lada og Bietigheim - er Mathias Madsens mandskab således ubesejret, og holdet fører gruppen med fem point ud af seks mulige.

En overgang lignede det ellers ikke danske point på sydtyskernes hjemmebane. Flere forspildte HIH-muligheder betød, at værterne gik til pause med 14-11 og opgørets hidtil største målforskel. En hårdt kæmpende Sarah Iversen sled sig ellers fri til en reducering, netop som pausesignalet lød, men dommerne mente, at scoringen var faldet et split sekund for sent.

Efter pausen åbnede gæsterne med en udvisning, og Bietigheim bragte sig på 15-11 på straffekast, førend Michala Møller flot reducerede udefra med sin anden scoring.

Ved 17-13 fik det midtjyske forsvar lukket ned for tre angreb i træk og indhentet et par mål, men et par fejl senere var tyskerne atter foran med fire, da uret viste knap 38 spillede minutter.

Og her var det så, at Jessica Ryde for første gang fik overhånden mod tyskernes straffekastskytte. Svenskeren kom ind og tog 7-meter-forsøget, og Stine Skogrand brød igennem til 19-18. Det var begyndelsen til Herning-Ikast Håndbolds lille comeback og endnu et europæisk point.

Udeholdet kom sågar foran, da Helene Fauske hamrede bolden i krogen til 20-21 og igen til 21-22 med omtrent 12 minutter tilbage. HIH’erne havde pludselig fået et mindre overtag, men holdet lukrerede ikke tilstrækkeligt på det og missede et par muligheder for at udbygge.

I stedet var tyskerne snart på plus to, men Sarah Iversen - også én af dagens bedste enhjørninger - sørgede for udligningen til 25-25 med godt fem minutter tilbage at spille i.

Det lignede en næsten-afgørelse med kun lidt over to minutter tilbage, da Bietigheim bragte sig på 27-25, men scoringen blev underkendt for overtrådt. I stedet klarede Helene Fauske endnu en udligning, og i sidste minut havde HIH pludselig muligheden for at snuppe begge point, men Emma Friis brændte sit forsøg fra fløjen.

I modsatte ende så den afbrænder ud til at blive dyr, da sydtyskerne fik straffekast med blot 22 sekunder tilbage. Ind kom Jessica Ryde over for Maura Visser.
 

Stillinger undervejs:
5-3, 7-8, 10-9, 12-10, 14-11 (pause), 15-11, 17-15, 19-15, 19-18, 20-21, 25-23, 26-26 (slut)