15.04.2021, 16:29 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"Det var blevet svært uanset hvem vi havde trukket

Tidligere i dag blev der trukket lod til Final4-stævnet i EHF European League, der afvikles i 8-9 maj i Baia Mare i Rumænien.

Op af bowlen kom Siofok fra Ungarn, hvor danske Simone Böhme spiller på højre fløj, som vores modstander i semifinalen, mens franske Nantes skal møde Baia Mare fra Rumænien, der også får fordel af hjemmebane, da stævnet skal afholdes i netop Baia Mare.

Ungarske Siofok er en svær modstander, men som cheftræner Kasper Christensen konstaterer, så er vi nået til semifinalerne, og her er alle modstandere svære.

"Det var blevet svært, uanset, hvem vi havde trukket, så jeg er fint tilfreds. Når man er kommet til semifinalen, så er alle holdene gode, så det er marginalt, om et hold er bedre end det andet. Alle fire hold kan gå i finalen og vinde turneringen, så jeg havde på forhånd ikke gjort mig de store tanker omkring, hvem vi helst ville undgå. Siofok er et klassemandskab, men jeg vil dog sige, at de er i løbet af sæsonen blevet markant svækket, både med skader, men også spillere der har skiftet væk fra klubben, så der er ingen tvivl om, at det er bedre at skulle møde dem nu, end hvis det havde været i starten af sæsonen eller sidste sæson", konstaterer Kasper.

Han lægger ikke så meget i, at Baia Mare har fordel af hjemmebane, og ved endnu ikke, om der overhovedet bliver lukket tilskuere ind og i så fald, hvor mange.

"Jeg vil bare tænke, at det ville være fedt, hvis der rent faktisk kom tilskuere i hallen, fordi dem savner vi i høj grad. Så skulle det vise sig, at der kommer tilskuere, så hilser jeg det meget velkommen"

Final4-stævnet ligger således, at skulle vi komme i DM-semifinalen, så spilles den første kamp om tirsdagen, herefter Final4 i weekenden, og næste semifinale er så placeret i weekenden efter, så også her, er der glæde at spore hos cheftræneren.

"Nu skal vi lige kvalificere os til semifinalen, men gør vi det, hvilket vi håber meget på, så ligger kampene ganske fint fordelt for vores vedkommende, så det kan vi vist ikke klage over, nærmere tværtimod"