17.01.2021, 19:13 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"De tekniske fejl dræber os"

I går aftes blev det til det første nederlag i dette års EHF European League, da vi på udebane tabte til Paris 92 med 23-26.

Kampen var en forholdsvis tæt affære hele vejen, men vi formåede dog aldrig at komme helt ind i kampen, hvilket, i følge cheftræner Kasper Christensen, skyldtes for mange tekniske fejl, både i forsvaret og angrebet.

"Vi får egentlig en god start på kampen, hvor vi står godt i forsvaret, og får spillet nogle gode angreb, men de tekniske fejl dræber os stille og roligt, og vi begynder at lave for mange pesonlige fejl, både i kontraspillet samt de stationære angrebsspil. Paris var samtidig gode til at passe på bolden, hvilket betød at vi kommer til at overlade initiativet for let til dem", fortæller Kasper Christensen.

Holdet er nu på vej hjem fra Paris, og er allerede begyndt at indstille sig på kampen på onsdag, hvor København Håndbold kommer på besøg i IBF Arena.

"Kampen mod Paris var en kamp med for mange præstationer under vanligt niveau, og nu skal vi hurtigt videre og indstille fokus til kampen mod København. Her venter endnu en svær kamp, men vi er også bevidste om, at vi selv har spillet godt de seneste kampe, så vi skal tilbage på sporet og ramme det niveau som vi har vist vi kan spille på gennem et godt stykke tid", fastslår Kasper.