14.04.2019, 15:37 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

“Meget mere end godkendt”

Trods et uskønt exit i semifinalen har HIH leveret en fornem EHF Cup-sæson.

 

Det europæiske eventyr er ovre for denne gang.

 

Med et samlet nederlag til Team Esbjerg blev EHF Cup-semifinalerne endestationen for Herning-Ikast Håndbold, der fik en mavepuster og tabte med 30-16 i søndagens returopgør i Blue Water Dokken. Trods en overbevisende ligasejr i Viborg i onsdags havde enhjørningerne ikke den mentale styrke til at udfordre det stærke, vestjyske hjemmehold.

 

- Kampen taler sit eget sprog. Vi var fuldstændig væk og kunne slet ikke modstå det tryk, de kom med. Det undrer mig, at vi lige har leveret i en alt-eller-intet-kamp i Viborg, og så kommer vi herned og får en afklapsning i en EHF Cup-semifinale. På sådan en dag her handler det ikke om taktik. Det handler om én ting, og det er psykisk parathed. Hvis ikke man kan mønstre en større psykisk parathed, kommer det til at se sådan her ud, lyder en ærgerlig HIH-cheftræners første reaktion på nederlaget.

 

Stærk europæisk sæson

Trods et uskønt exit kan Kristian Kristensen og resten af holdet se tilbage på en EHF Cup-kampagne, hvor de har præsteret over al forventning.

 

- Vores europæiske sæson er meget mere end godkendt. Til at starte med havde vi en målsætning om at komme i gruppespillet, og det gjorde vi. Derfra tog vi en runde ad gangen og endte med at stå i en stor, europæisk semifinale. Selvfølgelig ville vi også gerne have nået finalen, da vi først var nået så langt, men når vi kigger tilbage, kan vi være stolte af, hvad vi har opnået med de ressourcer, vi har haft til rådighed, siger cheftræneren.

 

DM-semifinalen skal sikres

Herning-Ikast Håndbold kan nu fokusere på slutspillet i HTH Ligaen, hvor holdet på fredag har mulighed for at sikre sig en semifinale med en sejr over Aarhus United. ‘KK’ tror på, at pigerne kan lægge skuffelsen i Esbjerg bag sig i ugens løb og komme med fuld udblæsning mod aarhusianerne.

 

- Det skal vi kunne, og det tror jeg også på, at vi kan. Det er nogle gange lidt lettere at pakke en kamp væk, når man er så langt nede i dybet, som vi er her. Nu må vi have arbejdshandskerne på og belønne os selv med en DM-semifinale, slutter Kristian Kristensen.

 

Opgøret mod Aarhus United spilles Langfredag kl. 15:00 i IBF Arena i Ikast.