18.02.2021, 09:37 | Af: Louise Ø. Nielsen | Foto: Hamistolen

"Vi skal have styr på deres defensiv"

I aften klokken 18.30 skal vi på udebanetur mod Holstebro Håndbold, der med en sejr kan spille sig ind i slutspilsvarmen, mens vi selv kan rykke op på fjerdepladsen igen med to point.

At der står særdeles vigtige point på spil for begge hold er uden for diskussion. København Håndbold har nemlig overtaget fjerdepladsen i Bambusa Kvindeligaen, så den skal tilbageerobres, mens Holstebro Håndbold kæmper for at overtage den sidste slutspilsplads.

"Det er to formstærke hold, der begge kommer med en masse selvtillid, der skal mødes torsdag aften, så intet er givet på forhånd. Vi skal have styr på deres defensiv, som i første opgør voldte os problemer, og som er deres våben til sejr. Jeg har sagt det før, at Holstebro er et godt hold, og at det på sin vis ikke er overraskende, at de er med omkring slutspillet. Måske vil det være overraskende, hvis de rent faktisk kommer i slutspillet, men deres placering lige nu viser, at de har nogle kompetencer, som vi ikke skal undervurdere", lyder det fra Kasper Christensen forud for aftenens kamp.

Kasper har dog en god fornemmelse for, at to point bør være muligt, og kan holdet spille på samme niveau som i weekenden mod Zvezda, så bør to point være inde for rækkevidde.

"Vi kommer selv med tro på tingene, og rammer vi niveauet fra weekenden, så bør vi også tage sejren med hjem. Jeg synes vi har spillet på et godt niveau på det seneste, og selvom at vi tabte til Odense, så var det en kamp, hvor vi i store dele af kampen viste, at vi har stor kvalitet. Vi har selvfølgelig kigget lidt på, hvad der gik godt og mindre godt, sidste gang vi mødte Holstebro, men fokus har primært været på os selv og det vi arbejder med lige nu"