02.09.2020, 14:53 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"Vi er skarpe mentalt"

Den samlede målscore siger vist alt, 66-38! Herning-Ikast Håndbold har fået en perfekt start på Bambusa Kvindeligaen med to sejre i to kampe, senest i går mod Aarhus United.

Her endte det 30-18, efter en kamp der i store dele af tiden var tættere end resultatet antyder, hvilket Kasper Christensen også konstaterer, samtidig med, at han naturligvis er mere end tilfreds med starten på den nye sæson.

"I de første 40 minutter er det jo noget mere tæt, end det ender, da vi hertil kun fører med fire-fem mål, hvorefter den så tipper helt over til vores fordel. Jeg synes dog også kampen viser at vi er skarpe mentalt, og formår at holde fokus endnu engang. Vores startkæde viser igen sit værd, men præcis som mod Silkeborg-Voel, vil jeg også fremhæve bredden på holdet, fordi den viser sit værd, og bliver vigtig på den lange bane", lyder det fra cheftræneren der tilføjer:

"Vores sæsonstart har været over al forventning, og vi skal nok ikke regne med, at vi fortsætter med de her store sejre. Nu kommer der snart nogle svære kampe, hvor vi bliver presset på en anden måde"

I de første par runder har der været en del tætte kampe i Bambusa Kvindeligaen, men der har også været en del kampe, som er blevet vundet stort, hvilket naturligt får en til at tænke på, om vi får en liga, der meget hurtigt knækker over i to eller tre dele. Den bekymring deler Kasper dog ikke endnu, og han tror og håber på, at flere af holdene nok skal komme op i gear.

"Jeg synes det er for tidligt at konkludere, at ligaen knækker over tidligt. Der er flere hold der er ramt af skader og smalle trupper, men jeg tror at når de lige finder deres ben, så vil vi se, at kampene bliver mere tætte end de er lige nu. De to kampe som vi har vundet stort, tænker jeg ikke bliver det billede vi generelt kommer til at se, det er i hvert fald for tidligt at fastslå det"