02.05.2021, 10:57 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen Photography

Tophold har gode keepere

Lørdag eftermiddag cementerede vi et flot slutspil, med en sikker og velfortjent sejr over de danske mestre fra Team Esbjerg, der på egen bane tabte med hele 21-31.

Der var rigtigt meget der fungerede for os i går, og både forsvar og angreb var skruet helt rigtigt sammen til lørdagens kamp, hvor man hurtigt fornemmede, at der var en mentalitetsforskel i forhold til kampen mod København Håndbold, og at tændingsniveauet var på fuld kraft.

I målet stod Sabine Englert en flot kamp, og hun var en medvirkende årsag til, at Esbjerg blev holdt nede på blot 21 mål.

"Vi spillede en rigtig flot kamp, hvor der var stor koncentration i begge ender, og hvor vi leverede på det niveau, som skal til for at slå et hold som Esbjerg. Englert ramte også et højt niveau, og gjorde sit til, at Esbjerg ikke scorede mere. Tophold har gode keepere, og vi har heldigvis, efter min mening, et af de bedste keeperpar i ligaen, og de skal selvfølgelig også levere for at vi kan vinde, og det må man sige, at Englert gjorde", lød det fra Kasper Christensen lige efter kampen i går. Sabine Englert udgik i slutningen af kampen, men heldigvis var det ikke alvorligt, og hun har allerede klarmeldt sig igen.

Igen i går var vi lidt ramt på ressourcerne, da Naja Nissen var ude med en skade, og derfor var det en lidt alternativ opstilling på venstre fløj, som blev klaret på flotteste vis.

"Naja var desværre ude med en skade, som vi ikke helt kender omfanget af endnu, men jeg synes at vores løsning fungerede fint, og endnu engang viser vi, at vi rykker sammen når det gælder, og formår at levere på et meget højt niveau. Tændingen var helt naturligt i top, og i forhold til kampen i onsdags, så vidste alle godt, at det var nu der skulle leveres. Indsatsen mod København var ikke ok, men det lå nok lidt i baghovedet, at det var lørdagens kamp der talte, og det fik vi omsat til et meget flot resultat", konstaterer Kasper, der sammen med holdet nu har en kamppause til på lørdag, hvor vi skal spille semifinale mod Siofok i EHF European Legue i Rumænien.